Pakkerekord: Se top-10 over byer der modtager flest pakker

Hvide Sande er den midt- og vestjyske by, der denne jul har modtaget flest pakker.

Den sidste tirsdag inden jul er en af årets travleste dage for PostNord. De fleste af pakkerne ryger til Hvide Sande.
Den sidste tirsdag inden jul er en af årets travleste dage for PostNord. De fleste af pakkerne ryger til Hvide Sande.
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Hvide Sande sidder på tronen som julens e-handelskonger i Midt- og Vestjylland. Nye tal fra PostNord viser, at Hvide Sande er den by i det midt- og vestjyske, der denne jul har modtaget flest pakker per husstand.

I gennemsnit har hver husstand i Hvide Sande modtaget mindst en pakke. Præcis 1,04 pakker har pakkebudene i snit leveret til hver husstand i 6960 Hvide Sande siden Black Friday.

- Danskernes julehandel på nettet har igen i år nået nye højder, og vi har aldrig tidligere været ude med så mange pakker. Særligt i Hvide Sande har vores pakkebude ekstra travlt, og det er tydeligt, at det at købe julegaverne online er blevet en fast juletradition, siger Jørgen Fischer, e-handelsrådgiver hos PostNord.

Slår større byer - men ikke resten af landet

Til sammenligning har hver husstand i 7500 Holstebro, 6900 Skjern og 7800 Skive indtil videre modtaget henholdsvis 0,67, 0,63 og 0,61 pakker i gennemsnit. Til gengæld er der andre byer i resten af landet, som ligger væsentligt højere:

1. 9270 Klarup – 1,54 pakker
2. 2950 Vedbæk – 1,38
3. 8541 Skødstrup – 1,31
4. 4040 Jyllinge – 1,30
5. 8320 Mårslet – 1,30

Med juleaften lige om hjørnet har PostNord et par gode råd til de danskere, der regner med at skulle købe julegaver online, men endnu ikke har fået dem i hus.

- Hold øje med netbutikkernes sidste frist for køb, så julegaverne når at ligge klar under juletræet. Der er stort tryk på posthusene frem mod juleaften, hvor mange henter de sidste vigtige julepakker. Det gode råd er at udnytte, at posthusene ligger i supermarkeder med lange åbningstider, hvor der i ydertidspunkterne er færre handlende og mindre kø, siger Jørgen Fischer.

PostNord har rustet sig til danskernes rekordstore julehandel på nettet ved bl.a. at åbne 100 nye posthuse, opsætte 3 kilometer ekstra pakkehylder på posthusene og have over 400 ekstra pakkebude på gaden.

2:33
Indslag 11/12-2018: Det stigende antal pakker øger brugen af pap. På seks år er papmængden for hver husstand steget fra 16 til 36 kilo.