Se prisen: Danmarks billigste hus ligger på Thyholm

Et over hundred år gammelt hus på Thyholm er sat til salg. Udbudsprisen er ifølge Boliga.dk det laveste i Danmark.

Danmarks Billigste hus
Foto: Nybolig Thy og Thyholm

Ønsker man sig brændende et nyt hus men synes ikke rigtige pengene er til det, så er der gode nyheder. Nybolig har sat et 108 år gammelt byhus til salg - til en pris der i følge Boliga.dk skulle være Danmarks laveste pris. Det skriver tv2.dk. 

Man kan renovere den lidt, eller man kan renovere den meget. 

Prisen lyder på 75.000 kroner. For pengene får man et vaskeægte håndværkertilbud, der ligger i byen Hvidbjerg på Thyholm. I salgsannoncen på det 93 kvadratmeter store hus står der, at boligen absolut er i mindre god stand, og at den enten skal nedrives eller totalrenoveres. 

I følge Torben Lyngs, som skal forsøge at sælge huset, så trænger det til hvad, man kan kalde en ’Askepot-forvandling’.

– Man kan renovere den lidt, eller man kan renovere den meget. Vi udbyder den til 75.000 kroner, og så er den ikke omfattet af rapporter, fordi den står til så billig en pris. Så man ved, hvad man får, og alt indbo følger jo med, så det kan også være, at der er noget af det, man kan bruge, siger Torben Lyngs til tv2.dk

Udover huset er der 392 kvadratmeter grund.