Se fascinerende dokumentar her: Før sin død ville herremand afsløre hemmelighed

Henrik Haubroe havde siden krigen båret rundt på et glemt kapitel i verdenshistorien. Men før han døde nåede TV MIDTVEST at interviewe ham.

00:40

Her er traileren for dokumentaren, som du kan se i sin fulde længde nederst i denne artikel.

Henrik Haubroe. Foto: TV MIDTVEST

1 af 2

Lamperne var sat op, kameraet på plads og i fokus. Ligesom også manden foran kameraet var: Fokuseret, knivskarp og velformuleret, på trods af at herremanden og eventyreren Henrik Haubroe var 96 år gammel. 

Han sad klar foran kameraet i sin kørestol, fordi han til en dokumentarfilm skulle fortælle om en anden eventyrer, nemlig hans ven Esben Aakjær. Begge havde deltaget aktivt i Anden Verdenskrig, og det havde ført dem ind det eksklusive selskab i “Eventyrernes Klub” i København. 

Henrik Haubroe var 96 år gammel, da han under et interview med TV MIDTVEST afslørede en enestående historie om en tophemmelig krigsmission i Kina.  Foto: TV MIDTVEST

Interviewet hos Henrik Haubroe startede, og han fortalte hurtigt hvad han vidste om vennen Esben Aakjærs tid som ubådsjæger i Royal Air Force under krigen – den historie jeg egentlig var kørt fra Holstebro til herregården “Nordfeld” på Møn for at høre.

Men selvfølgelig blev jeg også nysgerrig efter at høre, hvilke krigsoplevelser der havde gjort Henrik Haubroe kvalificeret til Eventyrernes Klub. Jeg bad ham derfor nu fortælle hans krigshistorie, og vi aftalte at lade kameraet køre, selv om det egentlig ikke var en historie, jeg skulle lave. Det var helt tydeligt, at det var den historie, han brændte allermest for at få fortalt.

Henrik Haubroe under interviewet.  Foto: TV MIDTVEST

Og ikke uden grund. Historien var enestående.

Uffe Bregendahl står bag dokumentaren om China Commando Group. Her under research i National Archives, London. Foto: Privatfoto

Da først Henrik Haubroe trak mig dybere og dybere ind i detaljerne omkring hans tid som agent i Kina med en gruppe danskere på en farlig og tophemmelig mission for det engelske SOE (Secret Operations Executive), kunne jeg næsten ikke tro, hvad jeg hørte. Kunne det virkeligt passe, at han og andre danskere havde været midtpunkt i et stykke verdenshistorie, jeg aldrig før havde hørt om? At en gruppe danskere i 1942 skulle have optrænet kinesere i sabotage, de skulle udøve mod japanske tropper i Kina?

Efter omkring 45 minutters interview takkede jeg farvel, og i den kommende tid koncentrerede jeg mig om dokumentarprogrammet om vennen Esben Aakjær - den opgave, jeg egentlig var kommet til Møn for at tale om.

Men de fantastiske ord fra Haubroe i 2011 blev startskuddet til en årelang research omkring et stykke verdenshistorie, det var svært at få ordentligt bekræftet. Hvornår skete det? Fandtes der dokumentation som billeder af dokumenter? Var der andre, der havde skrevet om historien? Men efterhånden gik det op for mig, at alt det Henrik Haubroe og en gruppe danskere havde oplevet i Kina i starten af krigen, stort set var gået i glemmebogen.

I de næste år forsøgte jeg at researche mig frem til materiale, der kunne gøre det muligt, at fortælle historien i en TV-version. 

Rigsarkivet i København rummede dokumentation for Henrik Haubroes historie.  Foto: TV MIDTVEST

Researchen bragte mig blandt andet omkring gulnede dokumenter og sagsmapper i Rigsarkivet - og ikke mindst National Archives i London. 

Hele researchprocessen var som en skattejagt. Og hver gang det lykkedes at finde et dokument med Henrik Haubroes navn på, altid stemplet ”Secret,” ”Top Secret” eller ”Most Secret,” var det som at finde en lille skat, som bragte mig et lille stykke længere frem i jagten.

Jeg har en beklagelig Meddelelse at gøre: Jeg kommer til at rejse en Del i Fremtiden, og ofte til Steder hvor det er umuligt eller i alt Fald meget vanskeligt at sende Breve til jer fra.

Henrik Haubroe i brev til sine forældre, 1941

I ”The National Archives” i London lykkedes det mig at sætte Henriks Haubroe og de andre danskere i forbindelse med en hemmelig operation, der gik under navnet “The China Commando Group.” Kun meget få mennesker - måske ingen - havde før åbnet og læst filerne, hvoraf mange først for nylig var blevet frigivet.

Historien begyndte at tage form.

I 2014 læste jeg så i avisen, at Henrik Haubroe var død. Nu var det for sent at spørge længere ind til de ting, jeg indtil da havde fundet dokumentation for. 

Henrik Haubroe gik bort i 2014.  Foto: TV MIDTVEST

I 2016 opsøgte jeg i stedet Henrik Haubroes datter, journalisten Lotte Haubroe, som det viste sig havde gemt alle Henrik Haubroes breve og fotoalbums fra krigsårene. Og efterhånden lykkedes det mig at stykke hele historien sammen.

Også hos hans datter var det flere gange som at åbne for en skatkiste: Som da vi fandt afdøde Henriks Haubroes slidte, brune fotoalbum med sorthvide fotos fra “China Commando Groups” operationer i Burma og Kina, fotograferet af ham selv.

Eller da jeg blandt alle hans efterladte og meget personlige breve fandt et brev til hans forældre skrevet den 22. oktober 1941. Her skriver han pludselig et stykke nede i brevet: 

"Jeg har en beklagelig Meddelelse at gøre: Jeg kommer til at rejse en Del i Fremtiden, og ofte til Steder hvor det er umuligt eller i alt Fald meget vanskeligt at sende Breve til jer fra."

Henrik Haubroe var nu blevet rekrutteret til ”The China Commando Group.”

Oplysninger, var små brikker, der nu betød at historien var ved at være på plads til at blive fortalt i en TV-version.

Men jeg manglede at finde nogle eksperter, der også kunne bidrage til historien. Og jeg fandt ud af, at den tidligere diplomat og forfatter Bo Lidegaard havde omtalt “China Commando Group” i en bog, han havde skrevet i 1996. Og fandt ud af, at Bo Lidegaard var en meget kompetent kilde, der havde studeret de komplicerede diplomatiske forhold omkring operationen. Han var derfor en oplagt ekspertkilde til programmet.

Hemmeligtstemplede dokumenter og privatfotos dokumenterer Henrik Haubroes historie.  Foto: TV MIDTVEST

Jeg kom også i kontakt med den engelske historiker Dr. Roderick Bailey fra Oxford University, der var ekspert i SOE’s operationer under krigen. Også han havde studereret danskernes aktiviteter for SOE i Kina, og kunne også bidrage til programmet.

Brikkerne var nu på plads, og der var så meget styr på fakta og de historiske rammer, at vi kunne lave de sidste optagelser i København, London og Oxford, der skulle til for at kunne sætte Henrik Haubroes fantastiske krigshistorie i perspektiv.

En historie der nær var gået med Henrik Haubroe i graven i Elmelunde på Møn, efter hans død som 99-årig i 2014.

Herunder kan du se dokumentaren ”The China Commando Group – Danskernes Hemmelige Krig i Kina” i sin fulde længde.

28:10 Luk video