Se billederne

Lastbilchauffører kører i dagevis uden søvn

Vi har fulgt en række chauffører, som er på arbejde op mod 59 timer uden et ordentligt hvil.

1,5 time undervejs

12. april 2018 kl. 12.21: Frederikshavn

Bag tonede ruder sidder vi og venter. Endelig kommer en af de lastbiler, vi har spejdet efter. Kort efter kommer der endnu en.

Fra vores gemmested på færgehavnen i Frederikshavn får vi identificerbare billeder af seks lastbiler og deres chauffører, som er på vej til Sverige. De er hyret ind af KM Logistik, der ikke har ansat sine egne chauffører.

Chaufførene kommer alle fra Thy eller Mors, og de er kørt hjemmefra omkring kl. 11. Det betyder, at de nu har været undervejs i 1,5 time.

Stor virksomhed i søgelyset

Hvert år tilbagelægger danske lastbiler næsten en milliard kilometer på de danske landveje. For at gøre vejene trygge for os alle og samtidig sikre gode arbejdsvilkår for de ansatte i branchen, er der regler for, hvor længe chaufførerne må køre, før de skal have tid til at sove og hvor lange hvil, de så skal have. Alt sammen for at sikre, at chaufførerne er friske til at styre de tonstunge lastbiler sikkert gennem trafikken. 

En af lastbilerne venter på at komme med færgen fra Frederikshavn. Foto: TV MIDTVEST

Men ifølge vores kilder, er det langt fra alle i transportbranchen, der overholder de regler. Fra vores kilder hører vi, at der specielt i forbindelse med transport af fisk sker alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne.

Derfor har vi besluttet os for at undersøge en af de helt store spillere på markedet i Midt- og Vestjylland: KM Logistik, der har specialiseret sig i at køre med industrifisk til fiskemelsfabrikken TripleNine i Thyborøn.

Det er ikke kun fra danske havne, at KM Logistik henter fisk. De tager også turen til Sverige, og det er på en af disse sverigesture, at vi følger med i en anonym bil.

En af de chauffører, der kører for KM Logistik, står uden for sin lastbil på havnen i Frederikshavn. Foto: TV MIDTVEST

HVORFOR ER DER REGLER OM HVILETID?

Der er forskellige regler om hviletid alt efter, hvilken type gods, man kører med. Hovedreglen på tværs af de forskellige direktiver og forordninger er dog, at chaufførerne skal have tid til at sove mindst én gang i døgnet.
 
Først og fremmest handler det om et hensyn til trafiksikkerheden. Der kan ske alvorlige ulykker, hvis chaufføren falder i søvn bag rattet eller hvis han reagerer langsomt på grund af træthed. Reglerne skal desuden sikre chaufførens arbejdsmiljø og sikre lige konkurrencehensyn i branchen, så to vognmandsvirksomheder kan konkurrere om de samme opgaver uden at gøre det ved at forringe forholdene for chaufførerne.

Lastbilerne kører ombord på færgen i Frederikshavn

2,5 time undervejs

12. april 2018 kl. 13.32: Frederikshavn

De fem af lastbilerne kører ombord på færgen. Kl. 14 sejler færgen.

Den sjette lastbil når først med næste afgang til Sverige. 

RUTEN

Chaufførerne starter forskellige steder på Mors og Thy, hvorefter de kører til Frederikshavn.

Efter en færgetur fra Frederikshavn til Göteborg kører chaufførerne 550 kilometer til havnen i Norrsundet ved Sveriges østkyst - en tur på syv til otte timer. Her bliver fiskene lastet, og den fyldte trailer skal så igen køres retur til Göteborg og sejles til Frederikshavn.

Til sidst venter en tur på tre timer til Thyborøn for at læsse fiskene af. Derefter kører chaufførerne hjem.

SÅDAN HAR VI GJORT

  • Vi har fulgt netop denne rute, fordi kilder fortæller os, at chaufførernes arbejdsdage er særligt lange på turen her.
  • Inden selve overvågningsarbejdet har vi blandt andet brugt Facebook til at få en idé om, hvor længe chaufførerne er undervejs. Ved f.eks. at søge på Norrsundet Fiskehavn har vi kunnet se alle de chauffører, der er tjekket ind eller har skrevet kommentarer om, hvor lang turen er.
  • Vi har brugt overvågningsprogrammet MarineTraffic til at holde øje med de trawlere, der løbende kommer i havn med industrifisk. På den måde har vi fået en idé om, hvornår lastbilerne er blevet læsset.
  • For at få så god dokumentation som muligt, har vi brugt et stillkamera med en telelinse i stedet for et videokamera til at tage billeder af lastbilerne og de chauffører, vi har fulgt. Det giver skarpere billeder og dermed mulighed for at dokumentere, at det er den samme chauffør bag rattet hele vejen. Samtidig giver det os mulighed for at holde afstand til lastbilerne, så vi ikke bliver opdaget.

11 timers hvil er et lovkrav

Kjeld Jensen er konsulent hos 3Fs Transportgruppe. I 30 år har han arbejdet med arbejdsmiljø i transportbranchen, og så underviser han i de regler og love, der gælder i branchen.

Vi har bedt Kjeld Jensen kortlægge, hvordan turen til Sverige skal køres efter reglerne:

- De har startet deres arbejdsdag kl. 11. Så har de 13 timers arbejdsdag til rådighed, hvis de skal nå at hvile 11 timer, inden der er gået 24. Ergo skal de stoppe til midnat, forklarer han.

Omkring midnat er vores chauffører stadig i gang.

13 timer undervejs

13. april 2018 kl. 00.12: Norrsundet, Sverige

En svensk kollega holder sig klar ved havnen i den svenske by Norrsundet, og kort efter midnat sker der noget: Vores kollega tager billeder af, at den første lastbil kommer kørende.

I løbet af det næste kvarter ankommer alle chaufførerne til havnen, hvor de en efter en får læsset 30 ton fisk i lastbilerne.
00:37

Konsulent Kjeld Jensen fra 3F forklarer, hvorfor det er vigtigt at holde et langt hvil.

Luk video

 

Lastbilerne ankommer til Norrsundet kort efter midnat.

Efter køreturen til Norrsundet skal chaufførerne stoppe og tage deres daglige hvil på 11 timer, hvis de vil overholde reglerne. Det gør ingen af de seks chauffører.

17 timer undervejs

13. april 2018 kl. 03.50: Norrsundet, Sverige

Vi modtager et opkald fra vores svenske kollega, som kan fortælle, at den første lastbil er kørt fra havnen.

I løbet af de næste timer følger de andre trop.

 

Lastbilerne ankommer til Frederikshavn den 13. april 2018 kl. 19.20.

Vi tager billeder af det hele, og vi kan dokumentere, at det er de samme personer, der startede turen 32 timer tidligere.

32 timer undervejs

13. april 2018 kl. 19.20: Frederikshavn

Vi venter på de lastbiler, som vi har fulgt hele vejen. Færgen er netop ankommet til Frederikshavn, og kort efter triller alle chaufførerne ud.

Vi tager billeder af det hele, og vi kan dokumentere, at det er de samme personer, der startede turen 32 timer tidligere.

Nu går turen mod Thyborøn  og vi følger efter.

De samme chauffører, som 32 timer tidligere startede turen, er altså stadig på farten.

- Det er ikke lovligt det her - det er der slet ikke nogen tvivl om. Det er den slags, der er med til at give branchen et dårligt ry, og så er det voldsomt konkurrenceforvridende. Dem, der gerne vil gøre det rigtigt, kan slet ikke konkurre på de her vilkår, siger Kjeld Jensen.

Lastbilerne er tilbage i Frederikshavn. Foto: TV MIDTVEST

Lastbilerne er tilbage i Frederikshavn. Foto: TV MIDTVEST

Lastbilerne er tilbage i Frederikshavn. Foto: TV MIDTVEST

Lastbilerne er tilbage i Frederikshavn. Foto: TV MIDTVEST

 

Fiskekørsel betyder ændrede hviletider

Ikke alle former for kørsel er underlagt de almindelige køre- og hviletidsbestemmelser. Hvis man for eksempel kører med mælk eller tivoliudstyr, hvis man skal rydde sne eller stå for en lang række andre undtagede opgaver, så gælder der andre regler for "undtaget kørsel", som det hedder. Reglerne omfatter også kørsel med industrifisk, som er det, vores chauffører fra KM Logistik fragter.

HVAD ER UNDTAGET KØRSEL?

  • Ved undtaget kørsel eller OUT-kørsel, som det også kaldes, er det ikke lovpligtigt at køre med et elektronisk førerkort. Førerkortet registrerer normalt, hvor mange timer en chauffør har kørt.
  • Når man kører undtaget kørsel, er det tilladt at køre i længere tid end under de normale regler. Det kan være nødvendigt, hvis man f.eks. rydder sne eller kører med letfordærvelige fødevarer.
  • Uden et førerkort, bliver chaufførernes hviletider ikke registreret nogen steder, og det er derfor svært at dokumentere ulovligheder.
  • Reglerne for undtaget kørsel er desuden langt mere komplicerede end de almindelige køre- og hviletidsregler.

Når man kører undtaget kørsel, skal man følge to regelsæt: Arbejdstidsdirektivet og bekendtgørelsen om hvileperiode og fridøgn. I sidstnævnte står der ordret under § 3: "Arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer".

Tolkningen er dog anderledes hos KM Logistik.

- I den her sammenhæng kører vi med fisk, som er kategori 3 (hos Fødevarestyrelsen, red.) fra A til B. Og der må man gøre det sådan her, og det er gjort med sund fornuft, siger Jens H. Petersen, der er leder og bestyrelsesmedlem hos KM Logistik.

Han mener, at reglerne lægger op til stor selvbestemmelse fra chaufførernes side.

- De (chaufførerne, red.) skal være skarpe og være på og være klar, og er de ikke det, så skal de tage en pause, siger han

Men hvorfor skal de ikke bare følge reglerne?

- Det gør de også.

00:34

Jens H. Petersen holder fast i, at hans chauffører kører efter reglerne.

Luk video

Men reglerne kan ikke tolkes så frit, slår en ekspert fast.

- Mig bekendt er der ikke nogen dispensation fra reglerne i forhold til transport af industrifisk. Hvis man kører og arbejder i Danmark, så skal man følge de her bestemmelser, som siger, at man inden for 24 timer skal have 11 timers sammenhængende hvile, siger Bent Bejstrup, der er chefkonsulent hos ATL, som er arbejdsgiverforeningen for transport og logistik.

Kl. 22.44: Thyborøn

I Thyborøn bliver lasten af industrifisk afleveret på fiskemelsfabrikken TripleNine. Det tager et par timer, før chaufførerne kan holde fri.

36 timer undervejs

13. april 2018 kl. 22.44: Thyborøn

Efter tre timer på landevejen er fire af lastbilerne fremme ved fiskemelsfabrikken TripleNine i Thyborøn. Chaufførerne har været i gang i 36 timer uden nogen former for hvil på over 4 timer.  

De to sidste lastbiler er i stedet kørt til Holstebro, hvor de afleverer deres last til en minkfodercentral.   

Korte pauser er ikke nok

Et par lange arbejdsdage er ved at nå en afslutning. Inden chaufførerne får afleveret deres last og hængere i Thyborøn, tæller arbejdstiden efterhånden 38 timer med kun kortere sovepauser undervejs på køreturen på tværs af Sverige.

- I og med at der er to af bilerne, der holder ind på halvvejen og tager fire timer ekstra - det er bevis på, at man gør det med sund fornuft og gør det rigtige, siger siger Jens H. Petersen fra KM Logistik.

Han mener ikke, at chaufførerne bryder reglerne ved at droppe den lange, sammenhængende hvileperiode hvert døgn.

- Det er ikke indeholdt i den regel her, siger Jens H. Petersen.

Ud over at det er ulovligt, så mener Kjeld Jensen fra 3F heller ikke det er forsvarligt at køre lastbil i flere dage uden en god nattesøvn.

- Selvfølgelig gør det en forskel, at de får lidt ro indimellem og får slappet lidt af, men du sover jo ikke en nat igennem i 36 timer. Din reaktionsevne er væsentligt nedsat. Du sidder i et tungt køretøj, der kan gøre stor skade, så du har en forpligtelse til at være skarp, når du sidder bag rattet, siger han.

Sound on/off

Kun fire timers søvn efter 40 timers tur

Allerede kl. 6.30 kører chaufføren afsted mod Esbjerg på en ny opgave.

40 timer undervejs

14. april 2018 kl. 00.57: Thyborøn

Turen til Sverige på næsten 40 timer er nu kørt til ende.

Vi er på vej ud af havneområdet i den tro, at chaufførerne er på vej hjem. Men på vej væk spotter vi en af vores chauffører, som nu er i gang med at laste fiskemel i anhængeren. Det tager omkring en time.

Chaufføren parkerer sin lastbil på havnen og slukker lyset. Men kun 4 timer senere tændes det igen. Kl. 6.30 kører chaufføren afsted mod Esbjerg efter kun få timers søvn.  

En chauffør kører 59 timer i træk

KM Logistik står også for chaufførens kørsel med fiskemel, men i modsætning til industrifisk skal fiskemel transporteres under de normale kørehviletidsregler. Det betyder, at chaufføren skal holde et ni timers hvil, inden han starter en ny tur og et nyt job.

- Han er blevet booket af to forskellige afdelinger hos KM Logistik. Vi er nødt til at tro på, at han selv har styr på sin køre- og hviletid, siger Jens H. Petersen.

Chaufføren kører sydpå fra Thyborøn. Kl. 10.21 afleverer han sit første læs i Esbjerg, og han fortsætter med at køre resten af dagen. Først kl. 21.30 holder han ind på havnen i Hvide Sande for at sove efter at have arbejdet 59 timer i træk uden nogen form for hvil på over fire timer. Det er to og et halvt døgn uden andet end korte sovepauser.

- Der er jo ikke nogen mennesker, der kan arbejde 60 timer uden ordentlig søvn og være safe. Det kan ikke lade sig gøre, siger Kjeld Jensen.

Næste morgen kl. 06.29 - efter turens første lovlige hvil - kører chaufføren igen af sted mod Esbjerg.

Vi har flere gange forsøgt at komme i kontakt med chaufføren

Han tager ikke telefonen, når vi ringer, og han åbner heller ikke døren, da vi kører ud til hans adresse.

KM Logistik vil vende blikket indad

Vi har flere gange forsøgt at komme i kontakt med chaufføren, der arbejdede i 59 timer uden et ordentligt hvil. Han tager dog ikke telefonen, når vi ringer, og han åbner heller ikke døren, da vi kører ud til hans adresse, selv om både bil og lastbil holder i indkørslen.

I Hanstholm tager KM Logistik kraftigt afstand fra chaufførens voldsomme brud på køre- og hviletidsbestemmelserne.

Vi bevæger os helt ud til grænserne. Selvfølgelig gør vi det.

Jens H. Petersen, KM Logistik

- Det er klart, at det vil blive indskærpet, at kører man for os, så overholder man reglerne. Det er klart, siger Jens H. Petersen.

Samtidig er virksomheden klar til at vende blikket indad i forhold til deres ture til Sverige.  

- Vi bevæger os helt ud til grænserne. Selvfølgelig gør vi det. I forhold til arbejdstidsdirektivet kan det være, at vi står med det ene ben på den forkerte side. Det undersøger vi. Men målet er ikke at overtræde nogen som helst regler, siger Jens H. Petersen.

14. april kl. 21.59: Hvide Sande

59 timer efter at hans arbejdsdag begyndte, slukker chaufføren motoren på sin lastbil og holder det første længere hvil i 2,5 døgn.

Historie: Majbrit Oddershede Bach & Karl Erik Lørup

Webdok: Martin Orvad & Pernille Keller Sand

Udgivet den 14. maj 2018

 

12:27

Se hele udsendelsen her.

Luk video

Ved du noget?

Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du ved noget om lastbiltransporter, hvor chaufføren ikke har et langt hvil på 9 til 11 timer hvert døgn.

Du kan kontakte os i fortrolighed. Vi bringer ikke dit navn eller andet, der kan identificere dig, med mindre vi aftaler det efterfølgende. Men vi vil gerne have dit navn og nummer, så vi kan vende tilbage til dig og høre nærmere.

Udfyld formularen herunder eller skriv til journalist Majbrit Bach på maba@tvmidtvest.dk – eller ring til redaktionen på 96 12 12 12.