Scooter kørte op bagi traktor

Scooter kørte op bagi traktor

Vardevej var tidligt i morges spærret i en halv time efter en scooter kørte op bagi en holdende traktor.

Klokken 6.30 i morges kørte en 16-årig dreng fra Sdr. Vium sin scooter frontalt op bagi en traktor med vogn. Traktoren holdt uden lys lige udenfor kørebanen på Vardevej ved Lyne.

- Den holdt udenfor kørebanen, men lige til kanten. Og drengen har formentlig kørt sin scooter lige på kanten, mener stationsleder ved Ringkøbing Politi, Jens Ole Pedersen.

Vil gerne finde traktor-ejeren

Traktoren var ifølge politiet punkteret på det ene forhjul og det er formentlig derfor, den holdt parkeret, hvor den gjorde.

- Nu skal vi have afhørt den 16-årige og når vi finder ejeren af traktoren skal vi også have afhørt ham, forklarer Jens Ole Pedersen, der gerne hører fra traktorejeren.

- Den er ikke registreret, så det er ikke så let lige at finde ham. Men det er en rød Volvo af ældre model og den havde en vogn spændt på, fyldt med brænde, så hvis der er nogen, der ved, hvem ejeren er, må de meget gerne kontakte os.

Vardevej spærret i en halv time

Efter ulykken var Vardevej spærret i begge retninger en halv times tid. Ifølge Jens Ole Pedersen har den 16-årige brækket en arm, men er derudover ikke kommet noget alvorligt til.