Schrøder skal sælge Struer Kommune

Struer hyrer kendt ejendomsmægler som bosætningskonsulent. Håbet er, at han kan være med til at sælge 300 boliger.

141114LeifMSchroeder.jpg

Ejndomsmægler Leif M. Schrøder, der blandt andet er kendt fra tv-programmet Hammerslag, skal nu hjælpe Struer Kommune med at få sat gang i hussalget og i det hele taget markedsføre kommunen som et godt sted at bo.

Kommunen har fra den 1. februar næste år ansat Schrøder som bosætningskonsulent. Ansættelsen gælder i to år, og Schrøder skal blandt andet formidle salget af kommunens byggegrunde, ligesom han skal hjælpe de lokale mæglere med at gøre boligerne mere salgbare.

Det kan blandt andet betyde, at nogle af boligerne tages af markedet i en periode, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Jyllands guldkyst

Leif M. Schrøder siger selv, at han glæder sig til at arbejde for det område, han kommer fra - så det ikke ender som anden prioritet.

- For mig at se er Struer at sammenligne med Hellerup/Gentofte-området i Nordsjælland. Folk arbejder i København, men kunne ikke drømme om bo andre steder end ved kysten. Det skal vi også have overbevist folk fra Herning, Holstebro og Viborg om - at vi her har Jyllands guldkyst, siger han.

For ikke at komme i en uheldig konkurrencesituation med de lokale mæglere vælger Schrøder nu at lukke sin butik i Struer.

Der er lige nu 560 ejendomme til salg i Struer Kommune - målet er at få det tal ned på 250 ved udgangen af 2016.