Schaufuss vil bygge for 17 millioner i Skotland

Arkivfoto

Schaufuss vil bygge for 17 millioner i Skotland

Den danske balletmester Peter Schaufuss vil omdanne kirke i Edinburgh til et teater.

1,8 millioner pund svarende til 17,3 millioner kroner – så mange penge vil balletstjernen Peter Schaufuss smide i et nyt projekt, der skal omdanne en kirke i Edinburgh til et teater. Det skriver TV2 på deres hjemmeside.

For syv år siden valgte daværende kulturminister fra Konservative, Carina Christensen, at droppe statsstøtten til den internationalt anerkendte kompagni Peter Schaufuss Balletten i Holstebro, men nu har den 66 årige balletmester gang i nye store planer.

Jeg elsker virkelig dette sted, og jeg elsker denne bygning. 

Siden bruddet med balletten i Holstebro har Peter Schaufuss stået bag store danse-forestillinger som ” The King” og ”Diana – The Princess”.  Schaufuss bor til dagligt i Luxembourg, men han vil nu kaste penge efter et projekt i Skotlands hovedstad. Planen er, at teatret også skal fungere som ballet.

- Jeg har store forhåbninger. Jeg elsker virkelig dette sted, og jeg elsker denne bygning. Hvis planerne fortsætter, kan vi begynde at sætte forestillinger op i august 2016, siger Peter Schaufuss til avisen Herald Scotland ifølge TV2.

Byen mangler et teater

Det er Charlotte Baptist Chapel i Rose Street i det centrale Edinburgh, som Schafuss vil omdanne til The Rose Theater med forestillinger hele året og med plads til 600 mennesker.

Byrådet i Edinburgh bakker planerne om et nyt teater op. Rådmanden for kultur, Richard Lewis, skulle ifølge TV2 have udtalt til Herald Scotland, at Schaufuss’ planer kan give byen det teater, som den har brug for.

BLÅ BOG

- Peter Schaufuss
- 66 år gammel
- Balletdanser fra Det Kgl. Teaters Balletskole og dansede efterfølgende for Det Kgl. Teater i en årrække.
- Efter Det Kgl. Teater gjorde han karriere som solodanser i udlandet.
- Solokarrieren blev efterfulgt af jobbet som balletmester – først i London og sidenhen Berlin.
- Fra 1994-1995 var han balletmester på Det Kgl. Teater.
- I 1997 startede han Peter Schaufuss Balletten i Holstebro.