Scan Energy koster konkursbo dyrt

Kreditorerne taber over en milliard kroner på forlist vindkoncern.

FjordBankMors2.jpg

Vindkoncernen Scan Energy trækker fortsat sine spor i landsdelen, efter den fredag blev solgt til tyske Peak Boys Renewable Investment og danske Thorsager Invest. Koncernen er blevet nævnt som en af de endog meget risikable investeringer begået af den krakkede Fjordbank Mors. Og nu er det Finansiel Stabilitet, som sidder tilbage med tilgodehavender på 190 millioner kroner.

Men de penge kan Fjordbank Mors' arvtager nu skyde en hvid pind efter. Prisen på Scan Energy blev nemlig en rund femmer. Det skriver Børsen mandag.

Ud over konkursboet efter Fjordbank Mors har også Nordea og HSH Nordbank tilgodehavender for henholdsvis 399,4 millioner og 515,7 millioner kroner.

Salgsprisen på fem kroner blev afgjort ved, at det var det højeste bud, der blev indgivet ved retten. Ingen stemte imod denne købspris.