Savnet dansker kommer fra Herning

Politiet i Oslo leder fortsat efter 43-årig dansk kvinde.

PolitiErme_type1.jpg

Knap tre døgn efter massakren i Norge, er eftersøgningsarbejdet stadig i fuld gang ud for Utøya nordvest for Oslo. Blandt de savnede er en 43-årig dansk kvinde, som gennem længere tid har været bosat i Norge.

Politiet i Oslo vil ikke kommentere på den konkrete eftersøgning, før der er sikre oplysninger om personens tilstand og de pårørende er informeret. Men ifølge BT.dk er der tale om den 43-årige Hanne Anette Balch Fjalestad, som var på Utøya som samarit. Avisen har talt med kvindens far Per Balch Sørensen, som er bosat i Danmark, og han bekræfter, at datteren stadig er savnet.

- Det er hende, der er savnet. Det er meget hårdt for mig at tale om, og jeg ønsker ikke at sige mere, før vi har fået mere at vide deroppe fra. Det håber jeg, I kan forstå, siger han til B.T.

Datteren i sikkerhed

Hanne Anette Balch Fjalestad var på Utøya sammen med sin 20-årige datter. Hun har det efter omstændighederne godt.

I Danmark har myndighederne tæt kontakt til politiet i Norge, og i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet lyder det, at "Udenrigsministeriet og ambassaden har fuld tillid til, at de norske myndigheder arbejder så hurtigt, som de overhovedet kan i den meget vanskelige situation."