Satellitpraksis skal løse lægemangel

Satellitpraksis skal løse lægemangel

Landets første satellitpraksis åbner i Brande i et forsøg på at løse den akutte lægemangel i området.

Det er et stigende problem landet over, at der ikke er stor interesse for at overtage ledige lægepraksisser i mindre samfund. I Brande har de længe ledt efter praktiserende læger, der vil have praksis i byen. Uden held.

Derfor har regionen nu indgået en aftale med en større lægepraksis med flere læger i Ikast om, at de til september åbner en praksis i Brande. Her vil der blive tilknyttet en fast læge.

Win-win for alle parter

Og det er i følge Region Midtjylland ren win-win for både patienter og læger. Tilknytningen til Ikast betyder nemlig, at lægen kan trække på hjælp og faglig support. Mens patienter også kan besøge lægerne i Ikast. En del borgere i Brande arbejder netop i Ikast-området og kan dermed eventuelt tage til læge i forbindelse med deres arbejdsdag.

- Vi er glade for den løsning, som vi har stablet på benene, og som sikrer at borgerne i Brande fortsat kan have de nødvendige praktiserende læger i deres nærhed, siger Lasse Guldbrandsen, kontorchef ved Region Midtjylland.

Brande som forgangskommune

I Regionen tror de, at løsningen med at etablere denne form for satellitpraksis vil blive mere udbredt, idet det både giver de praktiserende læger kollegiale muligheder og mulighed for at have en række fælles funktioner.

Problemet med mangel på praktiserende læger til landets mindre byer og yderområder er kendt. Det stiller borgerne stadig dårligere, hvis de skal køre stadig længere for at komme til læge. Og det stiller også de nuværende praktiserende læger dårligt, at de ikke kan få solgt deres praksis den dag, de ønsker at stoppe.

Der er flere grunde til problemet med den manglende søgning. En er, at de yngre læger i forbindelse med deres uddannelse har stiftet familie i en større by og ikke ønsker at flytte. En anden er frygten for i en en-mands praksis at sidde alene uden det faglige fællesskab.