Roklubber havde booket hotel og udstyr – nu er turen til Grækenland aflyst

37 medlemmer af lokale roklubber må blive hjemme i stedet for at rejse til Grækenland til stor ærgrelse for deltagerne.

Pilotstrejken hos SAS ruller videre lørdag. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

- Det er træls. Jeg synes bare, det er for dårligt. Jeg er sur over det.

Så kort kan det siges ifølge Gunhild Molbæk fra Nykøbing. Sammen med 36 andre fra roklubberne i Nykøbing, Thisted og Skive skulle hun lørdag morgen have været på en grupperejse til Grækenland for at ro kajak og svømme.

Læs også SAS afviser at kompensere flypassagerer for strejke

Nu sidder hun i stedet hjemme, fordi flyafgangen mod det græske er ramt af SAS-strejken.

- Nu står vi 37 mennesker, som ikke kommer afsted. Vi har booket en masse udstyr, og nu står der også en mand i Grækenland, som pludselig ikke får fyldt sit hotel op. Der har ikke været mulighed for at tage et andet fly, fordi vi er så mange, der skal afsted.

- Vi er mange pensionister i gruppen, men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle dem, som har taget fri fra arbejde. Det er surt show, lyder det fra Gunhild Molbæk.

00:21

Gunhild Molbæk bruger dagen i haven, nu hvor turen til Grækenland er røget i vasken. Hun kalder det 'surt show'. 

Luk video

- Det kan vi ikke bruge til noget

Lige nu strejker piloterne hos SAS efter et sammenbrud i forhandlingerne om en ny overenskomst, og det forventes at ramme omkring 34.000 passagerer lørdag.

Læs også Skraldekonflikt i Silkeborg: - Kollegaer har ondt i maven, når de skal op på arbejde

Flyselskabet har derfor tilbudt roklubberne at rykke afgangen til den 6. maj i stedet.

- Det kan vi ikke bruge til noget. Vi har jo allerede booket hotel, gear og både.

- Flybilletten har vi allerede betalt. Hotel og udstyr skulle vi først betale dernede, så jeg ved ikke, hvor meget vi ender med at skulle af med for det her, siger Gunhild Molbæk.

Det gode klubliv bliver spoleret

Frustrationen over den aflyste tur til Grækenland bliver ikke mindre af, at hun nu må undvære sammenholdet mellem roklubberne, forklarer Gunhild Molbæk.

- Jeg er superglad for at komme i klubben. Jeg nyder virkelig det her klubliv, og det er også det, der gør det hele ekstra ærgerligt.

Søndag bliver 64.000 passagerer ramt af aflyste flyafgange. Det er endnu uvist, hvor længe pilotstrejken bliver ved.

02:12 Luk video