Sarah har ingen fravær - for hun har købt en bil

Sarah Lundsgaard havde tidligere fravær som elev på HHX i Holstebro. Men ikke længere. For hun har købt en bil.

Sarah Lundsgaard med sin bil foran HHX i Holstebro. Nu har hun ingen fravær. Foto: Privatfoto

Læs også Strejke: Elever vil ikke have fravær for toiletbesøg og forsinkede busser

Sarah Lundsgaard går i 3.c på HHX i Holstebro. Hun bor lidt uden for Spjald mellem Holstebro og Skjern og måtte førhen tidligt afsted for at nå i skole. Det betød sidste år et fravær på tre procent.

- Det var så tidskrævende. Jeg skulle tage bussen kl. 6.41 for at nå i skole. Og hver aften måtte jeg sidde og kigge på rejseplanen for at sikre mig, at bussen ikke var aflyst, siger hun til TV MIDTVEST.

- Der kører ikke busser og tog som i de store byer herude.

Blandt andet for at sænke sit fravær købte hun derfor en bil.

Har fået mere overskud

I skrivende stund har Sarah Lundsgaard et fravær på nul procent. Og bilen har givet hende fleksibilitet sammenlignet med den offentlige transport.

- Det har været så rart. Jeg føler, jeg har mere overskud nu. For førhen sad jeg altid som den første i klassen og ventede. Det var lidt trættende, uddyber hun.

Selvom hun har fundet en løsning, så hun ikke kommer for sent på grund af den offentlige transport, synes hun bestemt heller ikke om de nye fraværsregler. 

Særligt det med at få fravær for aktiviteter, der har at gøre med undervisningen, forstår hun ikke.

- Når vi skal innovationsdag i Herning i forbindelse med et valgfag, får vi fravær. Det er ikke okay.

Konsekvenser med de nye regler

Elever får fravær:

 

- Underordnet om de er ét eller ti minutter forsinket.

- Hvis de bliver forsinket på grund af forsinket, offentlig transport.

- Hvis de skal på toilet i timen.

- Hvis de er ude i et undervisningsrelateret ærinde - fx virksomheds- eller uddannelsesbesøg, der er arrangeret af skolen, giver det også fravær fra timerne. 

 

Læs bekendtgørelsen her.

Hun og klassekammeraterne har derfor strejket mandag formiddag for at vise deres utilfredshed med nye fraværsregler, der trådte i kraft den 22. oktober.

03:12 Luk video