Sankthansaften er reddet: Har du styr på reglerne?

Afbrændingsforbuddet blev i går trukket tilbage i det meste af landsdelen, men derfor er der stadig regler, der skal følges.

Pas på, når bålet skal tændes på lørdag. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Det kan gå vildt for sig, når der skal tændes op i sankthans-bålet på lørdag, og derfor er det en god idé allerede at tjekke op på reglerne og anbefalingerne.

Læs også Sankt Hans bålene er nu reddet i landsdelen

For selvom afbrændingsforbuddet i går kunne ophøre, så er der stadig tørt i naturen.

- Er brandfaren så ovre? Nej det er den ikke. Det er stadig brandfarligt derude, for det er stadig tørt. Naturen er tør. Men vi mener, at der er kommet så meget vand, at det øverste lag, det er så fugtigt, at vi kan forsvare, at man kan ophæve forbuddet, forklarede Kim Bjerg Wemmelund, der er beredskabschef ved Brand og Redning MidtVest i går til TV MIDTVEST.

Hvis man er ansvarlig for et bål er der derfor gode råd at hente her.

Hold afstand

For at sikre, at det kun er sankthansbålet, og ikke andet, der går op i røg sankthansaften, skal afstandsreglerne for afbrænding af bål overholdes.

Læs også De nåede lige at aflyse sankthansaften, men så fik de nyheden

Afstandsreglerne er fastsat ved lov. Sankthansbål skal være placeret i en afstand af mindst:

  • 30 meter fra bygninger med hårdt tag
  • 60 meter fra brændbare markafgrøder
  • 200 meter fra stråtækte huse og andet let antændeligt materiale

Derudover opfordrer Beredskabsstyrelsen til, at man bruger sin sunde fornuft, flytter bålet kort tid inden, da smådyr kan være flyttet ind, og desuden følger rådene herunder.

Fire gode råd

  • Brug aldrig brandfarlige væsker, når du tænder bålet - det kan meget let gå galt.
  • Hold øje med bålet og forlad det først, når ild og gløder er helt slukket - hæld gerne vand på.
  • Vær særligt opmærksom på børn og dyr i nærheden af bålet - de kan let komme til skade.
  • Hvis det er meget tørt eller blæser kraftigt, så lad være med at tænde bålet- skån heksen denne gang.
Kilde: Beredskabsstyrelsen