Sammenhæng mellem røverier

Efter pistolrøveri mandag aften nedsætter politiet i Herning en røveri-gruppe. Gruppen skal undersøge sammenhængen mellem en række røverier inden for den seneste tid.

130109Roeveri.jpg

Røveriet mod en spillekiosk i Herning var det femte væbnede røveri i Herning, Ikast og Bording-området siden den 22. december. Det er gået ud over en tankstation, en bagerforretning, et supermarked. I fredags var det uden for en døgnboks en kvinde blev overfaldet og frastjålet dagens omsætning fra en forretning. Og i aftes gik det ud over spillekiosken Monte Carlo i Herning, hvor en ansat fik en pistol i nakken og blev truet til at udlevere kassebeholdningen.

Vil undersøge sammenhæng

Ingen af de fem røverier er opklaret endnu. Men nu vil politiet med en særlig arbejdsgruppe undersøge, om der skulle være en sammenhæng mellem de fem røverier. Én ting har røverierne i hvert fald til fælles - udbyttet har alle fem gange været et relativt lille beløb.