Samarbejdsproblemer får DF'er til ikke at genopstille

Anja Sørensen genopstiller ikke til kommunalbestyrelsen i Thisted kommune på grund af samarbejdsproblemer.

0:35
Der er uro og splittelse i Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Thisted, og derfor genopstiller et af partiets kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke til næste valg.

Når Dansk Folkeparti i Thy i aften holder opstillingsmøde til kommunalvalget i november 2017, genopstiller Anja Sørensen ikke, det skriver Limfjordupdate.dk.

– Jeg genopstiller ikke, da jeg ikke kan være med til det samarbejde eller mangel på samme, der er i gruppen. At vi er fire, som ikke kan tale sammen og er delt i to lejre mener jeg ikke er gavnlige hverken for Dansk Folkeparti eller for Thisted Kommune, siger Anja Sørensen til limfjordupdate.dk.

Anja Sørensen, der er medlem af Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget i Thisted kommune, har siddet i byrådet for Dansk Folkeparti siden sidste valg i 2013.