Samarbejde skal forbedre ældres brandsikkerhed

87-årige Ruth Pedersen havde i dag besøg af en beredskabschef, der gjorde hende mere bevidst om brandrisikoen i hendes hjem.

brandsikkerhed.jpg
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Et projekt skal forbedre ældres og andre udsatte gruppers risiko for at komme alvorligt til skade eller omkomme i forbindelse med brand. Derfor har Beredskabsstyrelsen i samarbejde med Foreningen af Kommunale Beredskabschefer taget initiativ til at udvikle et koncept inden for brandforebyggelse.

I Herning kommune fungerer det sådan, at hjemmeplejen underretter Brand & Redning MidtVest, hvis de fornemmer, at der kan være en potentiel brandrisiko hos en borger. Derefter rykker en ansat ved Brand & Redning MidtVest ud og tager en snak med borgeren og sætter måske en brandalarm op.

I dag havde 87-årige Ruth Pedersen besøg. Hun er 87 år gammel og ryger knap en pakke cigaretter om dagen, men hun tager alligevel sine forbehold.

- Jeg tror, initiativet er fornuftigt nok. Jeg ryger og har altid stearinlys tændt, når jeg ikke lufter ud, og det er jo ikke godt, hvis det kan forårsage ildebrand. Men jeg er meget forsigtig
 og passer på ikke at smide med cigaretterne, siger Ruth Pedersen.

En særlig gruppe

I Herning kommune har samarbejdet kørt i et års tid, og i den periode har der været brandfolk ude ved 20-25 borgere.

-Vi kommer ofte ud til ældre mænd, der måske ikke er så gode til at tage vare på sig selv. Og her kan kombinationen af røg, medicin, nedsat funktionalitet og måske lidt alkohol være med ti at øge brandrisikoen. Vi vil gerne påvirke dem til at blive mere opmærksomme på brandsikkerheden i deres bolig, siger Michael Jacobsen, afdelingsleder, Brand & Redning MidtVest

Det er typisk rygning og madlavning, der forårsager brande.