Kæmpe fejl: Sag om falsk porno skal gå om

Vestre Landsret har netop besluttet, at en sag skal gå om i byretten på grund af faktuelle fejl.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En ankesag mod en 23-årig mand ved Vestre Landsret skal gå om i byretten. Det har retten netop besluttet.

- Det er en meget unik situation, og noget som landsdommerne heller ikke har prøvet før, siger statsanklager Bianca Trøjborg.

Manden, der stammer fra Bording, blev i marts idømt otte måneders ubetinget fængsel ved Retten i Viborg for at manipulere en række kvindelige bekendtes Facebook-billeder, så det så ud, som om de deltog i hård porno. Efterfølgende blev billederne delt på diverse hjemmesider og sociale medier.

Det er en meget unik situation.

Bianca Trøjborg, statsanklager

Den 23-årige ankede dommen, og var derfor i landsretten tilbage i maj. Her var der dog noget, der faldt dommerne i øjnene. Der var nemlig en sær lighed mellem antallet af pornografisk materiale på mandens computer samt antallet af facebookbilleder, han skulle have delt på nettet. Derfor blev sagen udskudt til man fandt ud af, hvad der var op og ned i sagen.

02:16

Se video: Faktuelle fejl, da sagen kørte ved byretten, gør, at landsretten annullerer dommen og sender sagen tilbage.

Luk video

Langt færre billeder end først antaget

Mandag skulle manden så have gennemgået sin sag for anden gang i landsretten, men her kom det frem, at der rent faktisk var tale om en fejl. Derfor besluttede landsretten, at hele sagen nu skal gå om, så den igen skal for byretten.

- Det er både godt og skidt, for der skal selvfølgelig træffes den rigtige afgørelse i byretten på det rigtige grundlag. Tingene skal være i orden, men det er jo også rigtig ærgerligt både for især alle de forurettede og for den tiltalte, siger Bianca Trøjborg.

Den 23-årige blev i byretten dømt for at være i besiddelse af 229 billeder af pornografisk karakter samt at have delt 229 facebookbilleder. Det viste sig dog ikke at være rigtigt, da han ”kun” havde delt 109.

Sagen kort

Sagen begyndte, da en bekendt til en af de forurettede kvinder, opdagede et billede af hende på internettet i december 2017. 

Han kontaktede hende, og derefter gik hun og hendes mand på jagt efter billederne på internettet. Det viste sig, at der florerede mindst 49 manipulerede billeder, hvor hendes ansigt var redigeret ind på pornografiske billeder. Blandt andet så det lignede, at kvinden havde sæd i ansigtet. Denne type billedmisbrug kaldes ”Deep Fake Porn”.

Læs også Landsretten i tvivl: Udskyder sag om falsk porno

Det var kvinden og hendes mand, der ledte politiet på sporet af den nu sigtede mand, der er en tidligere bekendt til kvinden. 

Krænkelserne, der stod på fra 2011-2017, betegnes som børnepornografi, da kvinderne var under 18 år, da deres billeder blev misbrugt.