Særlig knallert hjælper ældre rundt: Der er dog et problem

De benzindrevne trehjulede kabinescootere er blevet meget populære, men politiet er bekymrede.

Den lille knallert kører på benzin, hvilket gør, at ejeren kan komme vidt omkring.
Den lille knallert kører på benzin, hvilket gør, at ejeren kan komme vidt omkring.
Foto: Sean Kelly Christensen

Det går godt.

På få år har den danske importør af invalideknallerterne sendt over 3000 trehjulede kabinescootere på gaden.

Men ikke alle er lige begejstrede.

For sådan en knallert må køre 25 kilometer i timen, og den skal som hovedregel køre på cykelstierne. Men de ender tit på vejene, fordi der ingen stier er, eller fordi stierne er for smalle. Og det skaber problemer for politiet, forklarer lederen af Færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.

- Et af problemerne kan være, at den der sidder bag rattet betragter sig selv som en bilist og altså kører som det var en bil. Dermed kan de placere sig selv uhensigtsmæssigt og ikke benytte sig af cykelstierne, forklarer han.

Nye løsninger

Det voksende antal invalideknallerter får politiet til at mene, at der skal tænkes i nye vejtekniske løsninger for at højne trafiksikkerheden.

- Det tror jeg, vi bliver nødt til at arbejde på, så vi kan få skabt nogle nye veje og cykelstier, for den her færdselstype er jo kommet for at blive, siger Henrik Glintborg.

Første skridt i retning af bedre færdselssikkerhed er dog, at andre trafikanter viser hensyn.

- Som altid når vi færdes ude i trafikken, så opfordrer vi til forståelse og gensidig hensyntagen til hinanden, så vi alle sammen kan være her, slår Henrik Glintborg fast.

Thomas Møller Pedersen sælger de trehjulede knallerter.
Thomas Møller Pedersen sælger de trehjulede knallerter.
Foto: Sean Kelly Christensen

Populær hos ældre

Scooterne kører på benzin, og det kan være med til at give køberne en større frihed i hverdagen, fordi der er mulighed for at tanke på vejen. Og det er smart for en bestemt målgruppe, som også primært er dem, der køber de små køretøjer.

- Det er ældre mennesker, som ikke har haft mulighed for at forny deres kørekort. Det er et kæmpe nederlag for et menneske, der kommer op i alderen og lige pludselig får at vide, at nu kan man ikke køre bil længere, for så er man jo fuldstændigt afhængig af andre mennesker, fortæller Thomas Møller Pedersen, der er direktør i TMP i Glyngøre, der importerer knallerterne.

De trehjulede, benzindrevne, kabinescootere fås også i indregistrerede udgaver, som må køre 45 kilometer i timen.