Nordmænd på julemarked: Sælger ost og deler snaps ud

På Ulstrup Slot var der både æbleskiver og brændte mandler til den søde tand. Men der var også ost og snaps.

Nordmanden Aslak Sviland har taget ost, snaps og godt humør med til julemarked på Ulstrup Slot

December er skudt i gang, og over hele landsdelen bugner det med julemarkeder.

Vi skal have danskerne til at gå ud af rummet med et smil på læben.

Aslak Sviland, Lions Club, Hå, Norge

Et af de steder, der i weekenden inviterede indenfor til julestemning og julemad, er Ulstrup Slot. Men her er duften af brændte mandler og gløgg i kælderen overdøvet af duften af ost og skinke.

Ved en af boderne har den norske Lions Club nemlig dækket bordet med lidt utraditionelle julegodter.

- Her sælger vi norske produkter, og så deler vi en lille snaps ud, siger Aslak Sviland fra Lions Club i Hå i Norge.

Læs også En måned til juleaften: Kom i julestemning på julemarked

Han er leder for den gruppe af nordmænd, som har en af de i alt 33 boder på Ulstrup Slots julemarked. På bordet er der både brunost, røget fåreskinke og flatbrød, og så lokker de kunder til ved at dele snaps ud.

- Vi kalder det for en læskedrik, smiler Aslak Sviland.

- Men hvis nogen ser ud til at vide, at det ikke er læskedrik, så siger vi, at det er flydende kartofler, griner han.  

Der var smagsprøver på forskellige oste, som blev skyldet ned med snaps.  Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Vil skabe juleglæde

Det er Lions Club der inviterer indenfor til julemarkedet, som bliver holdt for 31. år i træk. I år har et par tusinde mennesker lagt vejen forbi slottet, og det er altså ikke kun blandt de juleglade danskere, at markedet er populært.

- Det er fantastisk. Vi har en god relation til Lions, så dette er noget, vi glæder os til. Vi har mange, som står i kø og ønsker at være med på dette julemarked, fortæller Aslak Sviland.

Læs også Julelys for hundredtusindvis af kroner: - Det er det, folk vil have

Udover at sælge nogle norske produkter, har de også en anden julemission.

- Vi skal have danskerne til at gå ud af rummet med et smil på læben.

Lykkes det?

- Ja. Specielt hvis de har fået en snaps i hver fod, så er de meget lykkelige når de går ud, griner Aslak Sviland.

TV Midtvest besøgte søndag flere julemarkeder i landsdelen. Du kan komme med på tur i indslaget herunder

01:49 Luk video