Havets rotte: Sæler spiser fiskernes fangst og koster fiskeriet millioner

"På fjorten dage, spiser de lige så meget, som vi fisker på et helt år. Det er tankevækkende." Lokal fiskeriformand har fået nok.

2:01
Foto: Johan Gadegaard /Ritzau Scanpix

Sæler koster hver dag fiskerne tusindvis af kroner. For når fiskene bliver hevet i land, er de ofte kun halve, når de skal ud af nettet. Derfor anser fiskeriformanden ved Hvide Sande sælen for at være et skadedyr.

- Vi ser den jo i fiskeriet som havets rotte. Det er jo virkelig et skadedyr af format, siger Jesper Juul Larsen som formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.

Hver dag taber hver kutter cirka 100 kilo fangst, fordi sælen spiser fiskene i nettet.

- På fjorten dage, der spiser de lige så meget, som vi fisker på et helt år – altså vores kvote. Det gør de på fjorten dage. Jeg synes, det er tankevækkende, lyder det derfor fra en bekymret formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.

Fiskeriet har fået nok

Problemet med sæler har været debatteret i flere år - men nu har fiskerne og fiskeriformanden ved Hvide Sande fået nok. Det koster nemlig fiskeriet mange penge, når sælen tager for sig at retterne:

- Vi har prøvet at lave nogle beregninger på det, og vi taler altså 57 millioner kroner, vi sætter til hvert eneste år på grund af de her, ja rotter, siger Jesper Juul Larsen.

Allerede for fem år siden sagde fiskerne derfor stop og bad politikerne om hjælp. Dengang sagde flere politikere, at de ville gøre noget ved problemet. Både socialdemokraterne og venstres daværende fiskeriordfører – Simon Kollerup og Thomas Danielsen- var klar til at skride ind med regulering. Men der er ikke sket noget.

Politiker: Fiskerne skal selv skyde sælen

- Hvis nu fiskerne mere aktivt gik ind og skød nogle af de her sæler, så kunne det være, det hjalp. Udfordringen er, at fiskerne ikke får skudt særlig mange af de her sæler, men det er de værktøjer, der er til rådighed i dag. Vi kæmper hele tiden for at udbrede paletten. Men første skridt er altså, at fiskerne selv skyder nogle af de problemer, de har, lyder det i dag fra venstres forhenværende fiskeriordfører, Thomas Danielsen.

Der er kun blevet skudt en enkelt sæl på Bornholm, for ordningen er ikke så tillokkende for fiskerne:

- At skulle stå med en riffel, der har en rækkevidde på et par kilometer, og så stå på en gyngende båd, det er ikke særligt heldigt, fortæller Jesper Juul Larsen.

Fiskeriordfører Simon Kollerup fra Socialdemokraterne fortæller, at han nu vil bede ministeren om at indkalde til forhandlinger om en løsning.