Sæl fastklemt i Agger

I eftermiddags var høfde 99 ved Agger scene for et drama i dyrenes verden, da en sæl sad fast mellem to store sten

sael.jpg

Først på eftermiddagen var Kim Christensen fra Hurup ude at gå en tur med sin hund, da han opdagede en sæl, der sad fast. Sælen havde på en eller anden måde forvildet sig op på de store betonklodser og var gledet ned i en revne.

- Det er helt tydeligt, at det er en unge, der sidder dernede, sagde Kim Christensen, inden han satte gang i en redningsaktion.

Redningsmanden ringede til dyrenes beskyttelse for at få hjælp. Men efter to timer stod han stadig alene med sælen, og så kunne han ikke længere holde det ud. Han fik lirket hundesnoren om sælen og trukket den op på stenene. Sælen sundede sig i et par minutter, og så var den klar til at luffe sig tilbage i vandet.

- Det er fantastisk. Jeg var lige ved at tude, da jeg så, den lå der, sagde Kim Christensen efter redningsaktionen.