Sådan fungerer valgsystemet

Storkreds, opstillingskreds, kredsmandater og tillægsmandater. Har du svært ved at holde styr på det hele, så får du her en guide

Valgteknink.jpg

Det er ikke et must at have styr på alle valg-fagtermer, før man kan sætte sit kryds d. 18. juni.

Men det kan være en stor hjælp, og derfor har vi her samlet et par af de begreber, vi på TV MIDTVEST selv kan have svært ved at holde styr på.

Storkredse og opstillingskredse

10 partier er berettiget til at stille op ved dette års folketingsvalg. Dertil kommer få løsgængere såsom Yahya Hassan, der ved valget ikke repræsenterer et parti, men kun kan indkassere de såkaldte personlige stemmer (dem vender vi tilbage til!).

Kandidater og partier er alle fordelt i landets 10 storkredse - partierne dækker alle storkredse, mens de enkelte kandidater kun kan vælges i en enkelt storkreds.

De fleste midt- og vestjyske vælgere er en del af Vestjyllands Storkreds, der dækker kommunerne: Ringkøbing-Skjern, Herning, Ikast-Brande, Silkeborg, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig og Struer. Morsø -, Vesthimmerland - og Thisted Kommuner er til gengæld en del af Nordjyllands Storkreds.

Hver storkreds er opdelt i en række mindre kredse.

Vestjyllands Storkreds består af:

Struerkredsen, Skivekredsen, Viborg Vestkredsen, Viborg Østkredsen, Silkeborg Nordkredsen, Silkeborg Sydkredsen, Ikastkredsen, Herning Sydkredsen, Herning Nordkredsen, Holstebrokredsen, Ringkøbingkredsen.

Nordjyllands Storkreds består af kredsene:

Frederikshavnkredsen, Hjørringkredsen, Brønderslevkredsen, Thistedkredsen, Himmerlandkredsen, Mariagerfjordkredsen, Aalborg Østkredsen, Aalborg Vestkredsen, Aalborg Nordkredsen.

Hvem kan jeg stemme på?

De 10 partier er repræsenteret ved en række kandidater i hver storkreds. Dertil kommer to løsgængere - én i Vestjyllands og én i Nordjyllands Storkreds. De fleste kandidater er opstillet i én kreds, men nogle har flere kredse eller er opstillet på tværs i hele storkredsen.

Annette Lind (S), der kan vælges i Vestjyllands Storkreds, er fx opstillet i Holstebrokredsen, mens Torsten Schack Pedersen (V), der kan vælges i Nordjyllands Storkreds, er opstillet i Thistedkredsen.

MEN - og det er vigtigt! Du kan stemme på alle de politikere, der er opstillet i din storkreds, uanset hvilken lokal kreds du eller de tilhører.

Det er også derfor, at du som midt- eller vestjyde ikke kan stemme på Lars Løkke eller Helle Thorning, der stiller op i hhv. Københavns og Sjællands Storkreds.

Den personlige stemme

Men er der nogen grund til at stemme personligt, hvis du i virkeligheden helst vil sætte dit kryds ved en kandidat fra en anden storkreds?

Ja! For din stemme bliver faktisk tildelt en bestem kandidat, om du vil det eller ej. Hvis du ikke selv angiver en kandidat på din stemmeseddel, går stemmen til en kandidat, der i forvejen har fået personlige stemmer i din kreds.

En kandidat, der har fået en stor andel af de personlige stemmer i en kreds, kan altså ende med et betydeligt større antal stemmer, end vælgerne har villet det. Derfor kan det blive afgørende for de politiske kandidater, om de får personlige stemmer - og samtidig om de andre kandidater gør.

Kredsmandater og tillægsmandater

Hver af landets 10 storkredse er på forhånd tildelt et fast antal af de i alt 135 kredsmandater. Dertil kommer fire mandater, der er helliget Færøerne og Grønland.

Antallet er bestemt ud fra folketal, vælgertal og areal, og det betyder at Vestjyllands Storkreds har 13 faste kredsmandater, mens Nordjyllands Storkreds har 15 kredsmandater.

Kredsmandaternes politiske fordeling afgøres efter, hvilke partier og kandidater der har fået flest stemmer inden for hver storkreds.

Dertil kommer 40 tillægsmandater, der fordeles over hele landet og bruges til at sørge for, at mandatfordelingen afspejler stemmefordelingen på landsplan. Et parti kan altså være for lille til i første omgang at få et kredsmandat i Vestjyllands Storkreds, men kan så alligevel få et mandat i kredsen, fordi det på landsplan fx er berettiget til fire af de i alt 179 sæder i Folketinget.

Er du i tvivl om, hvem du kan eller vil sætte din stemme på, når der d. 18. juni er folketingsvalg, kan du tage et kig på vores side om FOLKETINGSVALGET og blive meget klogere.

3:51
Vi har sendt en af vores yngste medarbejdere ud for at finde ud af præcis, hvordan matematikken og teknikken bag et folketingvalg fungerer.