Sådan undgår du den værste juletrafik

Skal du ud på vejene i julen, så er du langt fra den eneste. Vejdirektoratet guider dig til de bedste tidspunkter at begive sig ud i juletrafikken.

Juletrafik 2017
Foto: Scanpix / Claus Fisker

Julen er traditionernes tid, og det mærkes også i trafikken. I år varsler DMI også vindstød af stormstyrke, som kan påvirke trafikken. Se Vejdirektoratets trafikprognose herunder. 

Ifølge Vejdirektoratet bevæger trafikken sig hovedsageligt på tværs af landet mellem Hovedstadsområdet og Jylland, men også på E45 mellem Kolding og Aarhus skal man forvente tæt trafik. Vejdirektoratet forventer, at den 23. og den 26. december bliver de største rejsedage. 

- Inden man kører ud, anbefaler vi, at man holder sig opdateret om den aktuelle trafiksituation på sin rute på trafikinfo.dk eller via vores app Trafikinfo. Det giver en bedre chance for at undgå uheldige overraskelser i trafikken og er der problemer, kan man måske nå at ændre afrejsetidspunkt eller rute, skriver Vejdirektoratet. 

Vejdirektoratet har lavet en grafik, hvor de i tidsrum giver deres bud på, hvornår juletrafikken er værst. Vil du slippe for den værste kø, kan du med fordel køre uden for disse tidsrum. 

Vejdirektoratet har lavet denne grafik med de forventede spidsbelastninger i juletrafikken.
Vejdirektoratet har lavet denne grafik med de forventede spidsbelastninger i juletrafikken.
Foto: Vejdirektoratet

Vejret kan spille ind på trafikken

Vejdirektoratets forventninger til juletrafikken er baseret på erfaringer og tal fra tidligere år, men den helt store ubekendte faktor i juledagene er altid vejret.

- Det vil uden tvivl være til stor gene for juletrafikken, hvis vi får en periode med frost og snefald. Sker det, vil det medføre en væsentligt større risiko for længere rejsetider på grund af vanskelige forhold på vejene og samtidig øge risikoen for uheld, hvilket forsinker trafikken yderligere, lyder det på Vejdirektoratets hjemmeside.

DMI's seneste vejrprognose viser, at temperaturer på op til 10 grader de kommende dage udelukker problemer med sne. Til gengæld tiltager vinden og bliver efterhånden jævn til hård fra vest og sydvest, ved Vestkysten op til kuling og stormstyrke. Vinden kan også komme til at påvirke trafikken over broerne for lette og vindfølsomme køretøjer. 

Lillejuleaften bliver skyet og diset med lidt regn eller finregn af og til. Temperaturer mellem otte og 10 grader, og vinden bliver Jævn til hård vind omkring vest, ved Vestkysten kuling med kraftige vindstød, der om eftermiddagen, nord for Thyborøn, måske kan nå stormstyrke.