Sådan tjekker politiet om du kører med narko i blodet

​Et stigende antal bilister bliver fældet af politiets narkometre, der kan måle, om du er påvirket af stoffer bag rattet. Her kan du se, hvordan et narkometer fungerer.

0:54
Henrik Glintborg fra Midt- og Vestjyllands Politi fremviser et narkometer.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Et pust og et bip.

Du har sikkert prøvet eller hørt om politiets hurtige alkoholtest ude på landevejene, hvor et blæs i alkometeret kan afsløre, om promillen er for høj til at køre bil.

Men faktisk har politiet et andet apparat, som bliver brugt lige så flittigt. Det er et narkometer, og det kan, som navnet måske antyder, teste personer for narko på stedet.

Narkometret er blandt andet del af forklaringen på, hvorfor Midt- og Vestjyllands Politi i stigende grad fælder bilister for narkokørsel. Faktisk viser nye tal, at der er lige så mange narkopåvirkede bilister på landevejene, som der er spritbilister.

Alene i år har politiet standset og sigtet 114 personer for narkokørsel her i landsdelen. Samme tal for spritbilister løber op i 100 tilfælde.

- I øjeblikket tager vi ligeså mange for narko som for sprit. Det synes jeg er bekymrende, siger leder hos færdselsafdelingen i Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.

Hvordan virker et narkometer?

Men hvordan virker det, sådan et narkometer? Det har TV MIDTVEST spurgt Henrik Glintborg om.

Øverst i artiklen kan du se politiet fremvise narkometret.

- Vores narkometer er en lidt større sag end det lidt mere velkendte alkometer.

Sådan ser politiets narkometer ud.
Sådan ser politiets narkometer ud.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

- Der skal laves en spytprøve på en vatpind, som bliver ført ind i vores analyseapparat. Efter nogle minutters analyse kan vi så finde ud af, hvad det er for et stof, man er påvirket af. Det kan være alt fra amfetamin, kokain, hash og heroin. Den fanger også medicin-typer som metadon.

- Så det er lidt mere omfattende at lave en narkotest end en sprittest, hvor det er udåndingsluften, der kan give et praj om, hvorvidt man har for meget alkohol i blodet, siger Henrik Glintborg.

På landsplan viser de foreløbige tal for 2018, at der faktisk er flere narkobilister end spritbilister. Her er omkring 550 blevet taget for spritkørsel, mens politiet har sigtet mere end 800 narkobilister.