Sådan opleves ulven i Sverige

Vi har mange ligheder med vores naboland Sverige, og med ulvens ankomst kan vi tilføje endnu en til listen.

I Sverige har de levet med en voksende bestand af ulve i mange år.
I Sverige har de levet med en voksende bestand af ulve i mange år.
Foto: Morten Juhl / Ritzau Scanpix

Ligesom i Danmark skaber ulven både begejstring og frygt i Sverige. Og her driver den også nogle til at begå selvtægt. Det er sket én gang i Danmark, men i Sverige sker det op mod 50 gange om året. Det skriver Berlingske, som har besøgt Sveriges mest ulvetætte område.

Man anslår, at der er omkring 350 ulve i Sverige. Et tal, som har været stigende, siden ulven blev fredet i 1966. Det er problematisk ifølge Det Svenske Jægerforbund, som mener, at der kun er plads til omkring halvt så mange.

- Vi accepterer, at der er ulve i Sverige, men den skal begrænses. Om det er at være for eller imod ulv, det ved jeg ikke. De, som vil udrydde ulven, synes, at vi er for. De, som elsker ulven, synes det modsatte, siger Gunnar Glöersen, som rovdyransvarlig i Svensk Jægerforbund til Berlingske.

Lov til at skyde

Der er strenge regler på ulve-området, men i Sverige er der en lov, der giver tilladelse til at skyde særlige problemulve. I 2017 blev der skudt 43 ulve med myndighedernes tilladelse.

Og selvom svenskerne her har en mulighed, som ikke eksisterer i Danmark, bliver lovgivningen kritiseret. Det er blandt andet dyreværnsorganisationen WWF, som kritiserer lovgivningen for at være uklar. 

Blandt andet var en svensk landmand udsat for 13 ulveangreb på tre år, men fik alligevel ikke lov til at skyde problemulven. Det var dråben, som fik ham til at trække stikket og dreje nøglen om, skriver Berlingske.