Sådan fungerer de nye regler for beboerne på Kærshovedgård

Den 1. juni 2019 trådte en ny udlændingelov i kraft. Det har blandt andet betydet en markant ændring af vilkårene for nogle af beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Kærshovedgård, der ligger nær Bording, blev den 16. marts 2016 omdannet til udrejsecenter. Tidligere har det været brugt som statsfængsel. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der er blevet stillet større krav til nogle af beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgårds punktlighed. Det gælder de kriminelle udlændinge og de personer, der lever på tålt ophold.

Hvis de bryder de forpligtelser, de er pålagt, skal de så vidt muligt i fængsel.

Inger Støjberg (V), Tidligere Udlændinge- og Integrationsminister

Siden 1. juni i år har nye regler nemlig gjort, at der er kommet skrappere regler i forhold til at overholde meldepligten for de pågældende beboere. Før den 1.juni skulle der begås 151 overtrædelser, før det førte til varetægtsfængsling, men efter den 1. juni er den bagatelgrænse nu faldet til seks. 

- Disse udlændinge har ingen plads i Danmark og er derfor som udgangspunkt underlagt en række krav om opholds-, melde- og underretningspligt.

Læs også Ny skrap kurs mod udlændinge der overtræder meldepligten

Sådan lød det tilbage i december 2018 fra daværende Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg (V) i et samråd i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg. Samrådet var kommet i stand, på baggrund af, at Regeringen sammen med Dansk Folkeparti ønskede en skærpelse i udlændingeloven.

De tre typer beboere på Kærshovedgård

På Kærshovedgård findes der tre forskellige typer af beboere. Der findes afviste asylansøgere, som ikke ønsker at tage hjem. Der findes udviste kriminelle, som har udstået deres straf, men hvis hjemland ikke ønsker at samarbejde om at få dem sendt hjem. Og så findes der personer på tålt ophold, som har begået kriminalitet, men som ikke kan sendes hjem på grund af sikkerhedssituationen i deres hjemland.

00:43

Se video: Fakta om beboerne på Kærshovedgård.

Luk video

De nye stramninger vedrører ikke de afviste asylansøgere. 

Den 1. juni i år blev Regeringen og Dansk Folkepartis ønske så til virkelighed, da den nye skærpelse af udlændingeloven trådte i kraft. Det betyder blandt andet, at de kriminelle udlændinge og personerne på tålt ophold hver dag mellem klokken 09.00 og 17:00 skal melde deres tilstedeværelse på centret.

- Hvis de bryder de forpligtelser, de er pålagt, skal de så vidt muligt i fængsel, lød det dengang fra Støjberg.

Foreløbigt har det resulteret i, at Midt- og Vestjyllands Politi har haft 95 varetægtsfængslinger, siden loven trådte i kraft. Før stramningen af reglerne lød prognosen på i alt 45 sager af denne type i hele 2019. 

HVILKE REGLER GÆLDER FOR BEBOERNE PÅ KÆRSHOVEDGÅRD?

Beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård er ikke frihedsberøvede og kan derfor frit komme og gå på centret. Beboerne er dog underlagt opholds-, melde- og underretningspligt:

 

  • Opholdspligten betyder, at man har pligt til at bo og overnatte på centret. De skal derfor være der i tidsrummet mellem 23.00 og 06.00. Dette gælder for alle centrets beboere.
  • Meldepligt betyder, at man har pligt til at tilkendegive sin tilstedeværelse på centret. Det skal ske mellem klokken 9.00 og 15.00, og det skal gøres via et fingeraftrykssystem på udrejsecentret. Dette skal gøres hver dag af kriminelle udlændinge og personer på tålt ophold, mens det skal gøres mandag, onsdag og fredag af afviste asylansøgere. 
  • Underretningspligten indebærer, at beboerne på forhånd skal give besked til indkvarteringsoperatøren på Kærshovedgård, hvis de ikke agter at opholde sig på centret i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 06.00.
  • Før 1. juni 2019 skulle folk på tålt ophold eller kriminelle udlændinge på Kærshovedgård overtræde opholds-, melde- eller underretningspligten 151 gange, før det gav anledning til varetægtsfængsling. Efter den 1.juni skal loven blot overtrædes seks gange, før det medfører varetægtsfængsling.

Kilde: Kriminalforsorgen

Se mere