Baggrund: Sådan er historien om modstandsmanden Jens Rølle blevet til

Jeg hedder Pernille Rølle. Jeg er 40 år og uddannet journalist. Dokumentaren "Min Morfars Modstandskamp" handler om min morfar Jens Rølle.

Han døde længe før, jeg blev født. Han blev derfor aldrig den morfar, andre har. Sådan en med spejderhagl i lommen, der ville tage min lille hånd i sin under en gåtur og fortælle eventyrlige historier fra et langt liv.

Sådan en morfar nåede han ikke at blive.

I stedet blev han i min barndom hovedperson i en fortælling fra 2. Verdenskrig. En historie, der primært handlede om hans død.

Det eneste, jeg vidste om ham, var, at han var død på flugt til Sverige i 1943, og at han var blevet skudt af tyskerne. Men i virkeligheden var vi ikke sikre.

Der var en vis uvished om dødsårsagen. Måske netop derfor blev hans skæbne ved med at være et stille spørgsmålstegn i vores families fælles hukommelse.

Da jeg for et år siden for alvor gik i gang med at undersøge, hvordan min morfar var død, vidste jeg meget lidt om, hvad der var sket.

Jeg vidste kun, at han havde været ombord på et skib, og at han var død, da han forsøgte at komme i land i Sverige.

Jeg vidste også, at familien ikke troede på den officielle forklaring fra de svenske myndigheder om, at han var druknet. Han var nemlig en exceptionel dygtig svømmer. Desuden havde han redningsvest på, da han blev fundet.

Familiens mistanke om, at myndighederne dækkede over den virkelige dødsårsag, blev styrket, fordi den svenske konge havde været indblandet i sagen. Selveste Kongen af Sverige havde afslået familiens ønske om, at Jens Rølles lig kunne komme hjem til Danmark og blive stedt til hvile i dansk jord.

På jagt i historien

Gennem det seneste år har jeg gravet i Rigsarkivet i Danmark og i Landsarkiverne i Sverige for at få svar på, hvad der skete med min morfar, Jens Rølle, frem til den dag, hvor han blev fundet på stranden i Sydsverige.

Min søgning har bragt mig vidt omkring.

Jeg har talt med familiemedlemmer og holdt overleverede fortællinger op imod, hvad der kunne dokumenteres.

Jeg har nærstuderet breve, billeder og gamle aviser i både Danmark og Sverige. Jeg har talt med en retsmediciner, kirkegårdspersonale, lokalarkivarer, forfattere og historikere med forstand på både svensk militærhistorie og den danske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig.

Det startede med et være en mission, der gik ud på at opklare, hvordan han var død.

Undervejs kom historien imidlertid i højere grad til at handle om det liv, Jens Rølle nåede at leve, inden han døde 25 år gammel.

Jeg er blevet klogere på hans overbevisninger og handlinger. Fra at savne en morfar som barn, fik jeg nu en næsten moderlig omsorg for den unge mand, der nåede at pådrage sig så store ar på sjælen, inden sin død som 25-årig.  

For eksempel fandt jeg ud af i Rigsarkivet, at han havde fået en dom på 20 dage for uagtsomt manddrab efter motorcykelulykken, hvor han mistede sin bedste ven. Og oplysningen om, at han havde sejlet på et engelsk handelsskib, der smuglede våben til fraktionen, der bekæmpede Franco under den spanske borgerkrig stammer også fra rigsarkivet.

På det Kongelige Bibliotek fandt jeg frem til ejendommen i Haderis, hvor han havde boet med sin hustru og sine to små børn – altså min mor og hendes bror.

Alt sammen blev det brikker, der tilsammen har skabt en mosaik af, hvem han var som menneske.

Brobygning over en længselsfuld kløft

Ønsket om at finde svar på hvordan han døde, er altså trådt lidt i baggrunden, efter jeg er blevet klogere på Jens Rølles liv.

Så overvejelsen, vi havde fra start, om at åbne hans grav og få en retsmediciner til at undersøge kraniet, er lagt væk. Jo mere turbulent, hans liv har vist sig at være, jo mere rigtigt føles det at lade ham ligge i fred. 

Da jeg gik i gang med at undersøge omstændighederne om min morfar Jens Rølle liv og død, var han en ukendt skikkelse i min families fælles bevidsthed. Den uvished kastede en skygge ned gennem generationerne på grund af det ubesvarede spørgsmål om hans skæbne.

I dag er han snarere blevet et menneske, vi har lært at kende.

Han er blevet en slags følgesvend, vi nu bedre kan spejle vores egne karaktertræk i.

For mig er der skabt en bro. Og på den anden side er nu konturerne af et rigtigt menneske. Et temperamentsfuldt, hjerteligt, stædigt, charmerende og modigt menneske.

En ung mand, der, som mange unge mænd, både før og efter ham, havde brug for at lægge nederlag og sorger bag sig og komme hjem som en helt.

Og som måske også følte sig overbevist om sin egen udødelighed.

Som min morbror Kalle Rølle sagde: ”Tiden læger alle sår, men tiden var der ikke for Jens Rølle. Han nåede dog at sætte et spor, og det spor, er jeg gået i.

Det har betydet, at jeg selv har fundet frem til de historier, han kunne have fortalt mig.

Så på den måde har jeg lært min morfar lidt bedre at kende.