Så stor en bøde får du, når du taler i mobil bag rattet

Alt for mange laver andet end at kigge på trafikken, når de kører bil, og det er både ulovligt og dyrt.

Loven siger helt tydeligt, at det er forbudt at benytte sig af en håndholdt mobiltelefon under kørsel. Foto: Scanpix / Iris

Mobilen er hele tiden i nærheden for mange af os. Vi er klar, når den ringer, eller når der tikker en sms ind - og lidt for ofte gælder det også, selv om vi sidder bag rattet.

Men det er ulovligt at tale i mobil, mens du kører. I færdselslovens § 55a hedder det at ”førere af køretøjer må under kørsel ikke benytte sig af håndholdte mobiltelefoner”, og opdager politiet, at du bruger håndholdt mobiltelefon eller skriver en sms, mens du fører en bil, så får du en bøde på 1.500 kroner. Kører du på cykel er bøden på 1.000 kroner.

Læs også Autoreddere frygter uopmærksomme bilister

Der er ikke nogen direkte lov mod at spise, tage dig af urolige børn på bagsædet eller indstille gps'en, mens du kører, men færdelsloven siger at ”trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres”. Det er derfor politiets vurdering i det enkelte tilfælde, om denne paragraf er overtrådt, fordi en bilist har haft opmærksomheden et andet sted end på trafikken.

Uopmærksomhed i trafikken er et stort problem, og analyserne af trafikulykker peger på, at uopmærksomhed og manglende eller utilstrækkelig orientering er blandt de hyppigste ulykkesfaktorer - sammen med for høj fart og spirituskørsel.

I perioden 2011-2015 mistede 283 personer livet i en trafikulykke, hvor en eller flere af de involverede var uopmærksom på ulykkestidspunktet, oplyser Rådet for Sikker Trafik.

 

Fakta om uopmærksomhed

  • Vi er distraherede gennemsnitligt 30 % af den tid, vi kører bil.
  • 70 % af dét, der distraherer os, foregår inde i bilen.
  • I en tredjedel af alle trafikulykker er uopmærksomhed en afgørende faktor.
  • Risikoen for en ulykke stiger med helt op til 12 gange, hvis man fx er optaget af at taste på mobiltelefonen i stedet for at koncentrere sig om kørslen.

Kilde: DTU Transport: Distraktion i forbindelse med bilkørsel, 2010