Så er is-sæsonen skudt i gang

​Foråret er over os, og med varmen er det blevet tid til is.

Isene blev nydt i solen. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

En flot forårsdag harmonerede med Hjem-IS markering af en ny is-sæson med åbent hus i Holstebro, og det kunne mærkes på besøgstallet.

- Jeg hørte fra hjemmeværnet, at der er over 3000 gæster. Det er helt grotesk og dejligt. Men vi har travlt, fortæller depotchef Lars Snejbjerg.

De 3000 mennesker lagde vejen forbi hjem-IS depotet i Holstebro og fik gratis smagsprøver, som de kunne nyde i forårssolen.

- Vi serverer is, popcorn, kaffe, og så har vi en hoppeborg. Det er fuldstændigt vildt, hvor mange mennesker, der gider at komme og fejre det sammen med os, siger Lars Snejbjerg.

Der var masser mulighed for at teste den berømte klokke. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Der var selvfølgelig også mulighed for at sidde i en hjem-isbil og ringe med den berømte klokke.

Det er tredje gang at  Hjem-is ringer foråret ind og fejrer det med åbent hus. Lars Snejbjerg er sikker på, at vejret har hjulpet dem.

- Jeg tror, folk er stået op til en god dag og skal i haven senere. Så kører de lige herud, inden de skal derud.

Der var aktiviteter for store og små. Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST