Så dygtige at de risikerer fyring

Paradoks på Jobcentret i Skive - ledigheden i kommunen er nu så lav, at 16 ansatte på centret er blevet overflødige.

Stemningen på Jobcentret i Skive er trykket efter, at det er kommet frem, at 16 ud af 39 ansatte skal fyres.

- Folk er bange og frustrerede, siger virksomhedskonsulent Mogens Sørensen, der udtaler sig på vegne af de ansatte.

Det er - paradoksalt nok - den faldende arbejdsløshed, der er årsag til fyringsrunden. Arbejdsløsheden i Skive Kommune er faldet så kraftigt, at der ikke længere er brug for så mange ansatte på Jobcentret.

- Vi sætter en ære i at være gode til vores job. Vi får en sejr, hver gang vi får en ledig ud i arbejde. Men vi er også trætte af, at det betyder, at vi selv kan miste arbejdet. Men det er nu engang vilkårene, siger Mogens Sørensen.

De ansatte får på torsdag at vide, hvem af dem, der mister arbejdet.

Ledigheden i Skive Kommune er det seneste år faldet med knap 30 procent - det største fald i hele landet. I september var arbejdsløsheden i kommunen på 3,5 procent mod 5,1 procent på landsplan.

Virksomhedskonsulent Mogens Sørensen fra Jobcentret i Skive fortæller her, hvordan hans kolleger reagerede på nyheden om fyringerne:

01:07 Luk video

 

04:04 Luk video