S vil lade kulturen slippe for nedskæringer

Det er gået ud over kvaliteten, at museer og teatre har skullet spare i en årrække, mener Mogens Jensen (S).

Kulturordfører Mogens Jensen (S), der er valgt i Herning Sydkredsen, mener, at borgernes kulturtilbud er blevet kvalitativt forringet, og det skal der nu gøres noget ved.
Kulturordfører Mogens Jensen (S), der er valgt i Herning Sydkredsen, mener, at borgernes kulturtilbud er blevet kvalitativt forringet, og det skal der nu gøres noget ved.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Socialdemokratiet er klar til et opgør med nedskæringer på kulturområdet. Men først fra 2022. Det oplyser kulturordfører Mogens Jensen (S). Partiet vil ændre de årlige besparelser, der i dag er på halvanden til to procent.

Og de penge, institutionerne sparer, skal blive inden for kulturens felt, hvor de skal bruges på nye initiativer, forklarer han.

Det har efter S-ordførerens mening haft store konsekvenser, at de enkelte kulturinstitutioner siden 2016 har skullet barbere deres budgetter med to procent årligt.

- Borgernes kulturtilbud er blevet kvalitativt forringet, siger Mogens Jensen.

- Museerne har måttet skære ned i åbningstiderne og nedlægge afdelinger og i det hele taget forringe kvaliteten. Det holder ikke på sigt.

Spørgsmål: Hvordan kan det være, at I vil lade omprioriteringsbidraget fortsætte indtil 2022, hvis I får regeringsmagten?

- Oven i, at vi fra 2022 vil nedsætte omprioriteringsbidraget, tilfører vi også kulturen 604 millioner kroner over de næste fire år. Det vil for en række institutioner afbøde virkningerne af omprioriteringsbidraget, siger Mogens Jensen.

De 604 millioner kroner er dog mindre, end landets museer, teatre og andre kulturinstitutioner kommer til at aflevere i omprioritering i de år, erkender Jensen.

- Men når vi ikke afskaffer det fuldt ud før 2022, så er det, fordi vi har andre prioriteringer i vores økonomiske plan. Blandt andet sundhed og ældre. Så vi skal finde den rigtige balance, siger han.

Folketinget skal torsdag debattere besparelserne på kulturområdet. Det sker efter ønske fra SF.

SF mener, at omprioriteringsbidraget skal afskaffes med øjeblikkelig virkning, fastslår kulturordfører Jacob Mark (SF) i et debatindlæg hos Altinget.

1:13
Reberbanen i Skjern var for et år siden Danmarks mindst besøgte museum. Men det er der nu blevet lavet om på. Se indslag fra begyndelsen af året.