S-næstformand dropper gudstjeneste på grund af præst

Når Folketinget åbner tirsdag, møder Mogens Jensen ikke op til den traditionelle gudstjeneste.

Mogens Jensen ønsker ikke at dukke op til den traditionelle gudtjeneste i forbindelse med Folketingets åbning.
Mogens Jensen ønsker ikke at dukke op til den traditionelle gudtjeneste i forbindelse med Folketingets åbning.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Mogens Jensen, der er næstformand for Socialdemokratiet, har for første gang valgt ikke at møde op til den traditionelle gudstjeneste i forbindelse med Folketingets åbning.

Præsten bag prædikenen hedder Morten Kvist og er fra Herning. Kritikere mener, at han har sammenlignet homoseksuelle med pædofile.

- Jeg ville gerne være til stede. Men jeg synes, at kirkeministeren har valgt en præst med holdninger, som jeg ikke har lyst til at legitimere ved at være til stede i kirken, siger Mogens Jensen til DR.

Det er udtalelser fra Morten Kvist, som faldt 2008, der på ny er blevet hevet frem, da han skal prædike i Christiansborg Slotskirke, inden Folketinget åbner tirsdag.

Udtalelserne faldt, da Københavns Kommune godkendte to homoseksuelle par som plejefamilier for anbragte børn.

Til Politiken sagde Morten Kvist blandt andet:

- Der kan nemt gå rettighedsfundamentalisme i det. For nu at stille det skarpt op: Hvad med de pædofile - har de også rettigheder?

Mogens Jensen er selv homoseksuel. På Twitter har partifællerne Mette Reissmann og Peter Hummelgaard Thomsen bekendtgjort, at de også dropper gudstjenesten på grund af præsten.

SF har som parti valgt at boykotte gudstjenesten.