S kræver hastemøde om "katastrofal" erhvervsskolebesparelse

Mattias Tesfaye er erhvervsuddannelsesordfører for Socialdemokratiet Foto: Scanpix / Ida Guldbæk Arentsen

S kræver hastemøde om "katastrofal" erhvervsskolebesparelse

Socialdemokratiet foreslår, at omprioriteringsbidraget droppes i de næste fire år.

Læs også Færre unge truer ungdomsuddannelser

Socialdemokratiet opfordrer regeringen til et hastemøde for partierne bag erhvervsskolereformen, efter at finansloven for 2018 lægger op til en besparelse på 100 millioner kroner på området.
    
Det oplyser Mattias Tesfaye, der er erhvervsuddannelsesordfører for Socialdemokratiet.
    
- Besparelsen er katastrofal. Intet mindre. Vi håber, at regeringen og Dansk Folkeparti vil åbne op for det her hjørne af finansloven, så vi kan få annulleret besparelsen, siger han.
    
I finansloven afsætter partierne 170 millioner kroner til en "ekstraordinær kvalitetsudviklingspulje".
    
 Men det er mindre, end de besparelser skolerne pålægges andre steder i finansloven.
    
 Erhvervsskolerne er nemlig omfattet af det såkaldte omprioriteringsbidrag på to procent. Det betyder, at der hvert år skæres to procent af budgetterne.
    
Det svarer for erhvervsskolernes vedkommende til 120 millioner om året.
    
Dertil kommer, at en pulje på 150 millioner kroner fra sidste års finanslov forsvinder. Så bundlinjen er altså, at uddannelserne får tilført 170 millioner kroner. Men får skåret budgetterne med 270 millioner.

Læs også Håndværkerfag skriger på lærlinge

Altså netto et minus på 100 millioner kroner.
    
Hvis et møde bliver en realitet, sidder Socialdemokratiet klar med sin ønskeseddel.
    
- Det er hele omprioriteringsbidraget, der giver balladen.
    
- Vi foreslår, at alle partier bliver enige om, at det sløjfes de næste fire år, og så lade skolerne budgetterer med taxameterordningen, der giver en pose penge per elev, siger Mattias Tesfaye.
    
Brancheorganisationen Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, er ikke overraskende utilfreds med besparelsen.
    
Og direktør Lars Kunov mener, at regeringens kommunikation om erhvervsuddannelsernes økonomi er uheldig.
    
- Folk sidder og tænker: Nu fik erhvervsuddannelserne lidt. Det var da godt.
    
- Men virkeligheden er, at det gjorde de ikke. Så er det svært for den almindelige borger at gennemskue, hvordan det hænger sammen, lød det lørdag.

Læs også Erhvervsskolerne satser på talentudvikling

/ritzau/