Rystet over billede af åben brønd: Det kunne have kostet menneskeliv

René Møller Frandsen kom alvorligt til skade, da han faldt ned i åben brønd. Nu er der kommet et nyt eksempel.

René Møller Frandsen kom selv til skade, da en brønd stod åben i gågaden i Holstebro.
René Møller Frandsen kom selv til skade, da en brønd stod åben i gågaden i Holstebro.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

- Det er vanvittigt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.

Sådan lød den umiddelbare reaktion fra René Møller Frandsen, da TV MIDTVEST fredag viste ham et billede fra gågaden i Holstebro.

Billedet blev taget den 1. august sidste år og viser, hvordan dækslet var taget af en brønd på Store Torv i Holstebro - uden at den lovpligtige afskærmning var sat op.

Den situation kan René Møller Frandsen alt for godt sætte sig ind i.

Den 10. maj i år kom han alvorligt til skade, da han i gågaden i Holstebro faldt ned i en åben brønd, der heller ikke var afskærmet.

- Jeg bliver sgu gal, når jeg ser sådan noget. Det er uhyggeligt, at der ikke bliver sat afdækning op. Det kunne have kostet menneskeliv. Tænk hvis et lille barn var faldet derned. Det var sandsynligvis kommet med hovedet først og havde måske brækket halsen, siger René Møller Frandsen.

Han har tidligere arbejdet i vejvæsnet i Herning Kommune og mener, at det skyldes en meget bekymrende form for ligegyldighed, når der nu er to eksempler på, at nogen har arbejdet i brøndene uden at sørge for afskærmning.

Dette billede fra 1. august 2018 viser et åben brønd uden afskærmning.
Dette billede fra 1. august 2018 viser et åben brønd uden afskærmning.
Foto: Privat

Ved ulykken den 10. maj pådrog René Møller Frandsen sig flere brud - på ryggen, den ene fod, det ene skinneben og den ene skulder. Der er stadig ingen, der har påtaget sig ansvaret for ulykken, og det gør ham vred. 

- Jeg forventer at få en undskyldning og en erstatning som plaster på såret. Jeg har en lejlighed, jeg ikke kan komme op i og er derfor nødt til at søge en ny i stueetagen. Det varer længe, inden jeg kommer ordentligt på benene, siger han.

Ulykken efterforskes i øjeblikket af Midt- og Vestjyllands Politi.

2:39