Rutinetjek endte i biljagt

Et rutinetjek af en bilist endte natten til mandag med en biljagt i Skjern bymidte.

En 31-årig mand nægtede natten til mandag at stoppe, da Ringkøbing lokalpoliti rutinemæssigt bad ham om at holde ind til siden.

- Patruljevognen satte efter manden, der forsøgte at slippe væk fra politiet i Skjern bymidte. Da han nåede ned til rutebilstationen, lykkedes det for dem at få afskåret ham fra at køre videre, og så kunne de anholde ham uden problemer.

Sådan forklarer Kjeld Nedergaard, der er politikommissær hos Ringkøbing lokalpoliti. 

Efterlyst og påvirket

Men det var ikke helt uden grund, at den 31-årige mand forsøgte at slippe væk fra ordensmagten.

- Da han blev stoppet, fandt patruljen ud af, at manden er efterlyst for afsoning af en fængselsstraf. Derudover havde han stjålet bilen, han er frakendt sit kørekort, og så var han i øvrigt påvirket af narko, lyder det fra politikommissæren.

Den 31-årige mand, der er dansk, men har adresse i udlandet, er nu sendt til afsoning, og så skal resultaterne af en blodprøve vise, hvilke stoffer han var påvirket af ved anholdelsen.