Rutinemæssigt tjek endte i biljagt

En 32-årig mand ville ikke stoppe for politiet, da de rutinemæssigt ville undersøge ham.

betjent_stiger_ind_i_politibil.jpg
Foto: Arkivfoto, Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Tirsdag eftermiddag var politiet på patrulje ved Bork syd for Ringkøbing Fjord. De kom forbi en bilist, som de rutinemæssigt ville undersøge, og her blev de hurtigt opmærksomme på, at det var et tjek værd.

Bilens fører, en 32-årig mand fra Ølgod, havde nemlig ikke helt ren mel i posen og ønskede derfor ikke at stoppe.   Det blev til en halv times biljagt gennem både Sønder Vium og Nørre Nebel, før bilisten kørte ind i en hæk og en postkasse ved Lyne.

- Med sig i bilen har han en 24-årig mand fra Janderup. Vi mistænker dem begge for at være påvirket af euforiserende stoffer, siger Mette Bundgaard, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Ringkøbing.

Derudover har de en ulovlig kniv, og politiet får tilmed en mistanke om, at føreren af bilen også sælger stoffer. Politiet ransager derfor mandens bopæl i Ølgod, og her finder man i alt 83 gram amfetamin.

Onsdag over middag fremstilles han i grundlovsforhør ved Retten i Herning.