Russisk boykot koster svinebønder fire milliarder kroner

Landbrug & Fødevarer beder om hjælp til at klare de pressede tider, hvor prisen på svinekød falder mere end ventet på grund af den russiske boykot af varer fra EU.

Grise_hoveder.jpg

De danske svineproducenter kan nu for alvor mærke, at Rusland boykotter fødevarer fra EU.

Alene i år kommer det til at give en økonomisk lussing på fire milliarder kroner, og det er dobbelt så meget, som det tidligere på året blev antaget at komme til koste, skriver Jyllands-Posten.

Samtidig er prisen på svinekød faldet markant over den seneste måned, og det får landbrugserhvervet til at bede om hjælp til enten at oplagre svinekød eller lukke svinebesætninger.

- Vores branche er endt som gidsel i et storpolitisk spil. De store prisfald på svinekød, som er udløst af handelskonflikten mellem Rusland og EU, dræner uge for uge kassekreditten ude hos landmændene.

- Situationen er helt ekstraordinær, og der er akut behov for at få taget trykket af markederne ved at indføre EU-støtte til privat oplagring af svinekød, siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, til Jyllands-Posten.

Markedsanalytikere vurderede tidligere på året, at Ruslands modsanktioner mod EU ville koste danske svineproducenter én krone per kilo svinekød, hvilket ville svare til et tab på samlet to milliarder kroner om året.

Men denne vurdering opjusteres nu til fire milliarder kroner.

- Siden februar har der været overskud af svinekød i EU, men nu er der pludselig overskud af alle mulige slags fødevarer, som ikke længere kan eksporteres til Rusland. Det har fået priserne til at falde yderligere.

- Opgjort for hele 2014 ville svinekødsafregningen formentlig være op mod 2,5 kroner højere per kilo, hvis vi ikke var ramt af russiske sanktioner, siger Karsten Flemin, der er markedsanalytiker hos Landbrug & Fødevarer, til Jyllands-Posten.

Det er ikke kun svineproducenterne, der er ramt af Ruslands forbud mod import af fødevarer. Mejerikoncernen Arla har for eksempel været nødsaget til at nedlægge 79 stillinger som følge af boykotten.

/ritzau/