Rumænske landmænd til håndboldbrag i Skjern

Job-rekrutteringsvirksomhed inviterer østeuropæere til Champions Leaque opgør

De rumænske landmænd skal blandt andet se Rene Rasmussen i aktion i Champions Leaque opgøret.
De rumænske landmænd skal blandt andet se Rene Rasmussen i aktion i Champions Leaque opgøret.
Foto: Skjern Håndbold

Skjern Håndbolds herrer skal ikke regne med, at alle tilskuere er på hjemmeholdet side, når det søndag den 17. september tager imod holdet Dinamo București i håndboldens Champions League.

Hele endetribunen bag et af håndboldmålene i Skjern Bank Arena er nemlig stillet til rådighed for østeuropæiske landmænd her i landet.

- De kommer, som Dinamo București, overvejende fra Rumænien. Og selv om en del af dem har boet her i landet i flere år, så banker hjertet for hjemlandets sportsstjerner, siger Lars Tobler, der er indehaver af jobrekrutteringsvirksomheden Agrojob Danmark i Fiskbæk ved Skjern. 

Han har sammen med en lokal landmand og byrådspolitiker, svineproducent Kristian Ahle, der selv har fem rumænere ansat, købt billetter til knap 500 pladser i håndboldhallen.

Billetterne uddeles gratis til Agrojobs kunder i landbruget samt deres nuværende eller tidligere medarbejdere. 

- Vi har i de seneste ni år formidlet masser af kontakter mellem især Rumænien og dansk landbrug og forventer derfor, at det bliver en folkefest. Jeg har tidligere været til fodboldkamp i Herning med 200 østeuropæere, da FC Midtjylland havde en rumænsk spiller, og det var blandt de tilskuere, at stemningen kogte mest under hele kampen, siger Lars Tobler. 

Værdsatte borgere

Initiativet til sponsoratet af kampbilletterne er taget for at give de østeuropæiske medarbejdere en fælles oplevelse af dansk sportskultur og vise dem, at de er værdsatte borgere. 

- Vi ved, at østeuropæere gennem arbejdet i landbruget ofte bliver så glade for Danmark, at de vælger at bosætte sig her og stifte familie. De køber som regel huse på landet, og de er derfor i mange landsbyer med til at holde gang i både børneinstitutioner, forretninger og foreningsliv, siger Lars Tobler. 

Han glæder sig til at møde de rumænere, som Agrojob gennem årene har formidlet arbejde til, og har som en del af integrationsindsatsen også lavet aftale med sprogcentret Lærdansk om at være til stede i forbindelse med kampen.