Rumænsk storklub smider dansk håndboldtræner på porten

CSM Bucuresti har fyret den danske træner Jakob Vestergaard, der kun fik få måneder på posten.

Jakob Vestergaard, håndbold

Den danske håndboldtræner Jakob Vestergaard er færdig i den rumænske storklub CSM Bucuresti.

Champions League-mestrene har mandag valgt at fyre danskeren, der blev ansat før denne sæson og altså kun nåede få måneder i trænersædet for det ambitiøse kvindehold.

- Efter en omfattende analyse af udviklingen i denne sæson har ledelsen besluttet, at der er behov for en ændring i truppen, som skal bringe ny energi. Derfor skilles vi i mindelighed fra Jakob Vestergaard. Hans plads vil blive overtaget af den rumænske træner Aurelian Rosca, skriver klubben på sin hjemmeside.

Jakob Vestergaard har tidligere været tilknyttet CSM Bucuresti i en rådgivende funktion, inden han i sommer overtog trænerposten efter landsmanden Kim Rasmussen.

- Jeg ønsker klubben og pigerne fortsat succes. Jeg stilede efter kvalifikation til næste runde af Champions League og er overbevist om, at vi ville have kunnet klare det sammen. Men sådan er situationen, siger Jakob Vestergaard til hjemmesiden.

Vestergaard har tidligere været træner for Viborg HK og FC Midtjylland. Han var næsten fem år i VHK, heraf tre som cheftræner, hvor han blandt andet førte klubben til sejre i Champions League i 2009 og 2010. I FC Midtjylland blev det kun til tre måneder som assistenttræner og talentchef.