Rumænsk cykeltyv fanget i Holstebro

Rumænsk cykeltyv fanget i Holstebro

20 cykler var tæt på at forsvinde ud af landet tirsdag formiddag, men politiet nåede at fange den rumænske cykeltyv.

En 26-årig mand fra Rumænien var tirsdag i Danmark for at hente en trailer - og åbenbart også lidt mere gods.

Det var en vågen borger, der tirsdag klokken 11:14 alarmerede politiet om, at en udenlandsk mand var i gang med at fylde omkring 20 cykler i sin blå lastvognstrailer.

Manden var i Danmark for at afhente traileren, hvilket selvfølgelig i sig selv er lovligt nok. Men da han besluttede sig for, at traileren var lige lovlig tom til hjemturen, kørte han forbi Gråkjær Arena i Holstebro for at proppe den med de cykler, der var parkeret foran hallen.

Den 26-årige rumæner kan se frem til en bøde, som hans arbejdsgiver betaler, samt indrejseforbud i Danmark i to år.