To rumænere udvist efter at være blevet skygget af politiet

Solidt politiarbejde betød, at der lørdag kunne falde dom over to rumænske mænd, som har stjålet GPS-udstyr til en værdi af op mod 100.000 kroner.

Arkivfoto. Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

På grund af opmærksomme betjente har to rumænske mænd lørdag fået en straksdom på både fængsel og udvisning.

Det hele startede fredag formiddag, hvor politiet var ude på en svinefarm nord for Skive for at efterforske et tyveri af GPS-udstyr til en traktor. På vej væk fra gården lagde betjentene mærke til en BMW på udenlandske plader med to rumænske mænd på henholdsvis 24 og 25 år siddende indeni.

Læs også 13 indbrud på 4 døgn: Ny bølge af indbrud i håndværkerbiler

Da de undersøgte situationen nærmere, kunne betjentene konstatere, at den ene mands skoaftryk mindede mistænkeligt meget om de spor, der netop var fundet på svinefarmen.

Begge mænd blev derfor taget med til afhøring på politistationen i Skive, hvor de dog blev løsladt igen efterfølgende, fordi der ikke var beviser nok.

Men her slutter historien ikke.

- Vores mistanke var så stærk, at vi valgte at sende et observationshold efter bilen, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

Hentede tyvekoster i buskads

De to rumænere satte kursen tilbage mod svinefarmen, hvor de i et nærliggende buskads hentede det GPS-udstyr, de tidligere på dagen havde stjålet. Herfra fulgte observationsholdet bilen hele vejen ned til grænsen, hvor de to mænd fredag aften blev anholdt.

Læs også Ufarlig vej? - Mine døtre skal ikke risikere at blive slået ihjel

- Grunden til, at de ikke blev anholdt med det samme, var, at vi ville se, om de havde gemt flere tyvekoster andre steder, siger Jens Claumarch.

Lørdag kom de to mænd for en dommer ved Retten i Holstebro, og her erkendte de, at de havde stjålet både diesel og GPS-udstyr til en værdi af 85.000-100.000 kroner. Mændene fik en straksdom på 60 dages fængsel samt udvisning og seks års indrejseforbud.

- For at kunne give en straksdom kræver det, at nogle ting skal være i orden. Mændene her skulle blandt andet aflægge en fuld tilståelse, og de måtte ikke havde nogle tidligere domme. De to mænd er tilsyneladende lige kommet til landet, og fordi der ikke var nogen kriminel historie, så var det muligt med en straksdom i det her tilfælde, fortæller Jens Claumarch.