Rumænere sigtet i ny sag om fup-indsamling

Politiet sigter tre rumænske kvinder for at forsøge at lokke penge ud af borgere i Ikast og Holstebro med en fup-indsamling.

Politi.dk vaebenskjold.jpg
Foto: Arkiv

Det er ikke kun den tragiske dødsulykke fra Hee, der kan få midt- og vestjyske borgere til lommerne. Også handicappede kan bruges til at forsøge at fuppe barmhjertige sjæle til at donere penge.

I to tilfælde forsøger Midt- og Vestjyllands politi nu at rejse sag mod rumænske kvinder, der i både Ikast og Holstebro har forsøgt at fuppe sig til penge ved at foregive at indsamle til et døvecenter.

- De kommer med sådan et lille kort i hånden, hvor der står, at de samler ind til døve. Men det gør de ikke, og det er ulovligt, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet fik en henvendelse fra en borger i Ikast, som havde mødt de to piger, og som gerne ville donere penge. Men ved første tegn på velvillighed, var de to piger blevet nærgående og borgeren har forklaret, at hun "nærmest følte sig truet" til at donere minimum 200 kroner.

 I Ikast er en pige på 17år sigtet i sagen og i Holstebro en 24årig kvinde. I Ikast anholdt politiet også en 14årig pige for at medvirke til svindelnummeret, men den pigen er nu løsladt, fordi hun er under den kriminelle lavalder.

- De nægter sig skyldige, så vi vil nu forsøge at finde beviser, som er stærke nok, til at få dem dømt, og måske kan det lade sig gøre at få dem udvist, siger vagtchefen.