Røveri på Viborg-grillbar

En kvindelig ansat på grillbaren Queens Corner i Viborg, blev i aftes ved 23-tiden overfaldet og frarøvet dagens omsætning.

Politi_6_type1.jpg

Efter den kvindelige ekspedient på grillbaren Queens Corner på Kirkebækvej i Viborg i aftes havde lukket grillbaren og var på vej hjem, blev hun overrasket af en mand, der lå på lur.

Manden væltede hende omkuld med et kraftigt skub i brystet, hvorefter røveren rev mappen med dagens omsætning fra hende. Røveren, der stak af til fods, beskrives som 20-25 år, 165-170 cm og tæt af bygning. Han bar sort hue, der var trukket ned til øjenene, og bar desuden en sort softshell-jakke.

Politiet efterlyser vidner, der har set røveren løbe fra grillbaren på Kirkebækvej ved 23-tiden. Politiet kan kontaktes på 114.