Røveri i Bredgade i Herning

To unge mænd er fængslet, efter en 25-årig mand natten til lørdag blev frarøvet penge på gaden i Herning.

Ved fire-tiden natten til lørdag blev en 25-årig mand truet og frarøvet 1.600 kroner på gaden i Herning. Episoden skete ved parkeringspladsen ved Føtex i Bredgade.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at det var to gerningsmænd, der truede den 25-årige og fik ham til at aflevere pengene.

- Den forurettede fulgte efter episoden efter de to gerningsmænd. Han kontaktede politiet og gav et signalement, så den ene af de to kort tid efter kunne anholdes i Østergade i Herning, oplyser vagtchefen.

Lørdag formiddag kunne politiet så anholde en 17-årig mand i sagen. Han og den 18-årige blev senere fremstillet i grundlovsforhør, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle de to formodede røvere i foreløbigt fjorten dage.