Røvere truede med bushammer

To drenge truede mandag eftermiddag to kvinder til at udlevere deres tasker. Våbnet var en bushammer.

PolitiErme.jpg

To drenge truede mandag eftermiddag to kvinder til at udlevere deres tasker.

Det første røveri skete klokken 16.15 på Sortestien i Holstebro, hvor to drenge på 15-16 år passede en kvinde op og truede hende med en bushammer. De fik kvindens taske med og flygtede derfra på henholdsvis knallert og cykel.

Igen klokken 18.15 blev en anden kvinde passet op på cykelstien ved Sønderlandsgade i Holstebro, hvor drengene også truede sig til denne kvindes taske. Da de ville flygte derfra, forsøgte et vidne at løbe efter dem. Den ene dreng væltede på sin knallert og fortsatte derfra i løb.

Det er dog ikke lykkedes politiet at fange de to unge røvere.

Midt- og Vestjyllands Politi formoder, at der er tale om de samme gerningsmænd ved begge røverier.

Drengene beskrives som 15-16 år. De talte dansk, og var mørkglødede. Derudover havde den ene dreng en bordeaux hættetrøje på.

Hvis nogen har bemærket noget i forbindelse med røverierne i tidsrummet 16-19 mandag, er politiet interesserede i at høre mere på telefon 114.