Røvere knuste en rude i banken

En mand anholdt efter indbrud i Nordea i Herning.

Nordea på Bredgade i Herning blev torsdag formiddag udsat for et voldsomt indbrud.

Lokalpolitiet i Herning oplyser, at tre maskerede mænd knuste en runde ind til banken klokken 9.33 - altså før bankens åbningstid. Mændene gik ind i banken og stjal nogle bank-kassetter, hvorefter de stak af på to scootere.

Kort tid efter blev en af de formodede gerningsmænd anholdt. Han blev holdt tilbage i Dalgasgade af en gruppe borgere, der foretog en civil anholdelse. Senere fandt politiet den ene scooter udbrændt i en carport i Museumsgade.

Politiet betragter sagen som et røveri, fordi der var personale til stede i banken, da mændene knuste ruden. De ansatte følte sig truet og gemte sig i et andet lokale.

Den anholdte er en 28-årig mand fra Aarhus-området. Han vil formentlig blive fremstillet i et grundlovsforhør i morgen fredag.