Røver bidt i røven

Campingejers hund stoppede røveri med et særdeles velplaceret bid.

zittaweb.jpg

Efter at have gjort kassen op søndag aften ved 22-tiden ville campingejer på Nøreng Strand Camping ved Roslev, Hans Peter Jepsen, bringe dagens kontanter i sikkerhed. Da han forlod kiosken, blev han opsøgt af en gerningsmand.

- Giv mig dem der, sagde gerningsmanden, som hentydede til pengekassetterne.

Blåt mærke

Gerningsmanden tog herefter fat i campingejerens arm, så der blev et blå mærke fortæller Lars Mikkelsen fra Midt- og Vestjyllands Politi i Skive.

Flygtede skrigende

Det blev for meget for campingejerens tro følgesvend, Zitta, som var ude og tisse af inden natten. Hun opdagede, at der var fare på færde. Resolut angreb Zitta røveren og bed ham i bagdelen, så han måtte opgive røveriet. Han flygtede herefter skrigende hen til en ventende bil, som havde en medgerningsmand bag rattet. Bilen satte herefter kursen mod Durup.

Betænkelig ejer

Campingejeren var først lidt betænkelig ved at anmelde episoden til politiet, da han var bange for, hvad der ville ske hunden, som havde bidt røveren. Men politiet forsikrer, at der ikke sker hunden noget - tværtimod:

- Den hund burde have en dusør, ja, vi burde indstille den til et kødben, siger politikommissær Lars Mikkelsen med et stort grin.

Zita belønnet

Campingejerens kone, Gunhild Jepsen, fortæller at Zitta er blevet belønnet med ekstra hundekiks efter episoden. Det forlyder ikke, om skadestuen har haft besøg af en mand med havareret bagdel og brug for stivkrampevaccine.

Signalement

Røveren beskrives som dansk, 30-40 år, almindelig af bygning og med kort mørkt hår.Flugtbilen beskrives som en Corolla-lignende Toyota.

Foto: 5-årige Zitta, som kom sin ejer til undsætning, da nøden var størst.