Rotterne er væk: Købmand åbner igen

Efter at have været lukket af rotter er Min Købmand i Asp igen erklæret rottefri og har åbnet dørene.

Gitte Klint havde lukket i flere dage. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Min Købmand i Asp har pillet papirskiltet af døren og lukket dørene op igen. Rotterne er nemlig ude af butikken efter flere lukkedage.

Butikken havde i dag besøg af fødevaremyndighederne, der sammen med købmand Gitte Klint gennemgik kvadratmeter efter kvadratmeter for at finde spor efter rotterne.

Læs også Har du rotter? Sådan opdager du skadedyrene

Heldigvis for butikken er rotterne væk, men det var et grimt besøg.

- Det er så gyseligt et dyr at få ind. Den er jo fuld af bakterier, og den er sygdomsbærer – sådan en fødevarebutik er jo et rent spisekammer at komme ind i, siger Gitte Klint, Min Købmand i Asp.

Min Købmand i Asp er dog ikke de eneste, der har haft ubudne gæster. Mange kommuner får nemlig flere rotteanmeldelser end tidligere. Det viser en opgørelse fra boligsiden Bolius.

Fra 2013 til 2016 er antallet af anmeldelser nemlig steget med hele 44 procent. Mange kommuner har endnu ikke opgjort tallene for 2017, men i Struer kommune ses der igen en stigning.

Her er de gået fra 1.111 anmeldelser i 2016 til 1.294, mens det i Skive Kommune er gået fra 2.108 anmeldelser til 2.628.

De mange rottebesøg skyldes ofte kloakarbejde, hvilket sender rotterne ind i ældre kloaker, hvor de så spredes. Derudover har en mild vinter betydet, at rotterne får et eller to ekstra kuld unger.

Læs også Flere butikker må lukke: Rotter plager supermarkeder

02:07 Luk video