Rotter hos bager: - Jeg frygter for vores omdømme

Hos Bager Max i Holstebro har de haft et rotteangreb, og bagermesteren frygter nu, hvad det vil betyde for hans omdømme.

01:50

Rotter i melet er vel enhver bagers mareridt. Og det mareridt er blevet til virkelighed for en bagermester fra Holstebro. Video: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Onsdag blev Bager Max i Holstebro ramt af rotter. De små dyr havde sneget sig ind i bageriets fjernlager. Det betyder, at bageren nu har mistet sin elite-smiley, og derudover har de smidt brød ud for omkring 30.000 kroner. 

Bagermesteren hos Bager Max er bange for, hvad det gør ved bageriets omdømme i byen. 

- Det har været rigtigt hårdt for mig. Det har det, siger Jesper Sander. 

- Man kender ikke folks reaktion på det. Det er firmaets omdømme, det handler om, fortsætter bagermesteren. 

Tillid tager tid

Hos Galsgaard Bageri i Holstebro har man tidligere prøvet at have ubudne gæster. For to år siden fandt man kakerlakker i bageriet. Det tog tid at oprette tillid til kunderne igen, fortæller indehaveren af bageriet. 

- Vi mistede 20 procent af kundernes tillid, så omsætningen faldt 20 procent. Den skal du vinde tilbage igen, og det tager tid, siger Rene Galsgaard. 

Hos det, som man kunne se som en konkurrerende bager, er der ingen glæde at spore efter rotteopdagelsen. For Rene Galsgaard ved, hvordan det er, og han ønsker det ikke for nogen andre. 

- Jeg føler med alle bagere der bliver ramt af det her. Vi er så få bagere tilbage, så kan godt lide at se os som familie, siger indehaveren. 

00:25 Luk video

Forsøger at undgå flere tilfælde

Hos Bager Max har man nu prøvet at sætte ind overfor fremtidige angreb fra de små gæster. De får nu sat kameraer op og rottefælder, men bageren føler, at han har gjort, hvad han kunne for at undgå det. 

- Jeg kunne muligvis have sikret mig bedre - det kan man vel altid. Men det er også et lokale, der bliver brugt til at gå ind og ud af dagligt, så helt undgå det, kan man ikke sige, at man kan, siger Jesper Sander.

Rottefundet har været hårdt for bagermesteren. 

- Man føler det hele falder sammen om en, siger Jesper Sander. 

Det er det første fund af rotter i bageriet i 20 år. 

01:50

Video: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Luk video