Rottegift i vandrør var ikke farligt for borgerne

Ingen var i fare for at blive forgiftet af rottegiften i Thisted.

Vandhane_loeber.jpg

Ingen var i fare for at blive forgiftet, da Thisted Vand i oktober fandt et halvt kilo rottegift i et vandrør i Thisted. Det siger direktør i Thisted Vand Torben S. Nielsen. Rørene var ved at blive gravet ned og ingen af dem var sluttet til vandledningen, da giften blev fundet.

- Vi skiftede alle rørene efter giften blev fundet, siger Torben S. Nielsen til tvmidtvest.dk

Vågen smed fandt rottegiten

Det var en smed fra Thisted Vand, der opdagede pakken med rottegift. Da han svejsede i røret, gav det en underlig lyd. Smeden rensede røret og det sprøjtede ud med små plastikagtige kugler.

- En sagde, det lignede rottegift og det bekræftede en af kommunens skadedyrsbekæmpere, siger Torben S. Nielsen.

Politiet blev tilkaldt for at sikre sig sporene og har efterforsket siden oktober.

I dag resulterede den efterforskning i anholdelsen af en mand først i 60'erne, der nu er til afhøring hos politiet.